Jordskælv gav mærkbare rystelser i Nuuk
Et jordskælv med epicenter mellem Atammik og Ilualik sendte mandag aften rystelser så langt væk som Nuuk.
Jordskælvet var på 4,8 på Richterskalaen, ifølge hjemmesiden Volcano Discovery, der registrerer jordskælv over hele verden. Og ifølge denne hjemmeside var skælvet registreret i en dybde af 10 kilometer.
Reaktioner
På facebook kan man se mange reaktioner, hvor borgere oplyser, at de har oplevet rystelser. Nogle nysgerrige, andre måske lidt mere ængstelige.
Vagthavende betjent hos politiet i Nuuk oplyser, at flere personer har henvendt sig til vagtcentralen.
-V i mærkede selv rystelserne her på stationen, men vi afventer eksperternes vurdering. Vi har ikke fået meldinger om, at nogen i byer og bygder, der ligger nærmere jordskælvet, skulle have problemer, oplyser vagthavende betjent til Sermitsiaq.AG.
Rystelserne kunne mærkes kl. 20.50.
Nærmere info tirsdag
Sermitsiaq.AG har været i kontakt med GEUS i København, men seismologerne er ikke på arbejde, og vil først tirsdag morgen kunne komme med nærmere detaljer, oplyser deres informationschef til Sermitsiaq.AG.
Flere steder i Grønland er der opstillet seismografer, som eksperterne hos GEUS får data fra.
Det er ikke usædvanligt med jordskælv i Grønland.