Jens Napaattooq-sagen i retten
Politiet kræver tidligere landsstyremedlem Jens Napaattooq fra Siumut anbragt i anstalten for domsfældte i fire måneder på grund af repræsentationsskandalen. Landsretten skal nu tage stilling til om sagen skal føres videre, oplyser KNR.

Grønlands Landsret skal nu tage stillling til om sagen mod tidligere landsstyremedlem Jens Napaattooq skal føres videre. Jens Napaattooqs forsvarer advokat Phillip Comerford fra København påstår, at sagen nu er forældet, mens politemesterembedet kræver sagen behandlet færdigt
Jens Napaattooq blev fyret fra landsstyret i 2005 efter en repræsentationsskandale med blandt andet besøg i stripbar for landskassens regning og en række middage og fester med venner, hvor regningen blev betalt af hans repræsentationskonto stik imod reglerne. Hjemmestyret stævnede Jens Napaattooq til retten for 200.000 kroner.
Politiet kræver Jens Napaattooq anbragt i anstalten for domsfældte i fire måneder, mens hans forsvarer mener, at sagen højst bør koste det tidligere landsstyremedlem en bøde.
Sagen kom for landsretten i formiddags og der bliver taget stilling til om sagen skal køre videre i løbet af ugen, oplyser KNR. Jens Napaattooqs tidligere middagsgæster kan regne med at blive afhørt, hvis landsretten vælger at køre sagen videre.