Jens Enok Hansen har indhandlet flest sælskind
Fisker og fangerforeningen i Qaqortoq holdt fredag en forsinket nytårsfest, hvor der blev uddelt præmier til bedste fiskere og fangere

Forsamlingshuset i Qaqortoq var fredag aften helt fuld af mennesker. Der blev holdt nytårsfest for QAPP - Qaqortumi Aalisartut Piniartullu Peqatigiiffiat (Fisker- og Fangerforeningen i Qaqortoq).
Deltagerne var selvfølgelig fiskere og fangere og pensionerede fiskere og fangere og så folk med tilknytning til erhvervet såsom ægtefæller, børn, plukkere, sælgere, enker til tidligere fangere og fiskere og så alle de øvrige, der har mere eller mindre tilknytning til fiskeri og fangst. Samt ikke mindst sangkoret Erinnap Nipaa, der underholdt med adskillige sange.
Festen begyndte med velkomstale af den nye formand for QAPP, Bent Jerimiassen, der præsenterede den nye bestyrelse og sig selv, da der havde været valg den 11. februar 2011.
Ny formand for QAPP: Bent Jerimiassen. Næstformand: Isbo Jensen. Kasserer: Søren Noahsen. Sekretær: Jens Enok Hansen. Suppleant: Gerhardt Jakobsen (afgået formand).
Efter den velsmagende middag med både edderfugle og får var der uddeling af præmier for flest solgte sælskind til Great Greenland, samt flest fisk til fiskefabrikken.
Jens Enok Hansen fik 1. præmien for flest indhandlede skind til Great Greenland af sælskind, hvilket det ikke var en overraskelse idet han jo i tidligere år var fast mand til dette.
Ulrik Jessen vandt Kajumissaat (flidspræmie).
Søren Noahsen vandt 1. præmien for at have indhandlet mest til fiskefabrikken, med kutteren EMILI mens
Og Jens Egede Sikemsen fik 2. præmien for indhandling af fisk til fiskefabrikken med kutteren MIA
Der var adskillige taler derefter af både tidligere fangere eller fiskere.
Traditionen tro var der også pengegaver til foreningens hjælpefond, der hjælper fiskere og fangere, som har svært ved at klare sig. Blandt andet gav Arnakasik Isaksen, der er fangerenke, penge til foreningens hjælpefond.
Hele festen sluttede med god polkamusik af de lokale kendte musikere.