- Jeg troede min sidste time var kommet

Ivik Cortzen lå i sit værelse ovenpå og tjekkede sin mobil, da hun blev klar over, at der skete noget forfærdeligt. Hendes kæreste var ude og spille fodbold og der gik ikke ret lang tid, før hun kunne høre sin svigerfar råbe til søn, at der var noget, der faldt.

- Jeg kiggede ud af vinduet og så at vandet var meget uroligt, og at det allerede havde nået nogle af udhusene. Anden gang bølgen kom, kunne jeg se, at den også nåede husene og der blev jeg rigtig bange. Der var en meget høj larm og jeg kunne mærke at huset begyndte at ryste. Tredje gang vandet steg, gik jeg ud og begyndte at løbe væk, men havde glemt min jakke, som jeg løb tilbage og hentede.

- Da jeg gik ud igen var trappen væk, men heldigvis kunne jeg træde på noget is og noget træværk og så sprang jeg i land og begyndte at løbe op mod fjeldet, fortæller 25-årige Ivik Cortzen.

Efter hun var løbet ud af huset, der lå tæt ved stranden, havde hendes svigerfar ellers troet, at hun lå og sov ovenpå og var løbet op efter hende, men der var hun allerede gået.

- Da han gik ud igen, havde vandet nået ham, men det lykkedes ham at redde sig selv. Min kæreste tog hen til sin båd for at redde den, men han kunne ikke få rebet af. Pludselig var der sket noget meget underligt, som han ikke kan forklare, for lige pludselig havde han haft en gammel rusten kniv i hånden, så han kunne kappe rebet over og sejle væk.

- Jeg så, han sejlede væk, og heldigvis nåede han at redde sig, fortæller en stadig chokeret Ivik Cortzen.

Var ved at opgive
Hun løb op i fjeldet alt, hvad hun kunne og turde ikke at kigge tilbage, men hun kunne se, at alle andre også løb op.

- Jeg kunne næsten ikke klare at skulle løbe så hurtigt og var ved at opgive flere gange, og jeg troede, at min sidste time var kommet.

- Alle kom op i fjeldet og kunne se bølgerne, der steg og faldt. De så husene, der blev ramt og nogle huse, der blev trukket i havet og skyllet tilbage, når bølgen kom.

- Jeg har glemt mange ting fra den nat, men det var meget koldt, mens vi ventede og det virkede som en evighed, før vi blev hentet af helikopterne. Jeg havde ingen tidsfornemmelse, og jeg troede, at vi ankom til Uummannaq ved to tiden om natten, men det viste sig, at være tidligt om morgenen, siger Ivik Cortzen.

Da de ankom til Uummannaq blev de hentet af nogle biler og alle fra Nuugaatsiaq blev placeret i elevhjemmet. Der er psykologer, der står til rådighed for dem, men hun er ikke selv klar til få samtaler endnu og vil helst, når hun får det bedre.

Vil ikke tilbage
Ivik Cortzen vil ikke tilbage til bygden.

- Jeg vil ikke tilbage, for jeg kan ikke være tryg, hvis jeg tog tilbage. Jeg ville være bange hele tiden. Vi har mistet vores hus, der blev skyllet væk og vi har mistet næsten alt, hvad vi ejer. Vi har stadig vores båd, som stadig er i Nuugaatsiaq. Min kæreste havde bundet den forsvarligt og politiet har brugt den, mens de var derinde.

- De har senere takket min kæreste for, at de kunne bruge den. Den har fået lidt skrammer, men den er ok, siger Ivik Cortzen, der ikke ved, hvad der skal ske i den nærmeste fremtid.