Israel udvider offensiv i Gaza og beder palæstinensere søge væk

Det israelske militær beder palæstinensere om at rejse sydpå fra byen Deir al-Balah før ny offensiv.

Palæstinensere bærer nødhjælp i Beit Lahiya i den nordlige del af Gazastriben. Der er udbredt mangel på mad i Gaza, og størstedelen af indbyggerne er blevet fordrevet fra deres hjem.
Offentliggjort

Israel opfordrer søndag palæstinensere i det centrale Gaza til at søge væk fra området omkring Deir al-Balah.

Det oplyser det israelske militærs talsmand Avichay Adraee på det sociale medie X.

Militæret vil snart udvide sine aktiviteter i området, lyder det.

De fleste af Gazas mere end to millioner indbyggere er ifølge FN mindst én gang blevet fordrevet fra deres hjem i krigen, som har stået på i over halvandet år.

Mange bor nu i teltlejre forskellige steder i Gazastriben.

Deir al-Balah ligger i midten af Gazastriben.

Indbyggerne opfordres til at forlade byen og i stedet søge sydpå mod Al-Mawasi. Området ligger vest for Khan Yunis.

Talsmand Avichay Adraee uddyber ikke nærmere, hvad der skal ske ved Deir al-Balah. Han skriver dog, at militæret vil sætte ind i et område, hvor det ikke har opereret før.

Tilbage i januar sagde FN-agenturet OCHA, der koordinerer humanitære indsatser, at over 80 procent af Gazastriben var underlagt evakueringsordrer fra Israel.

Landet har i løbet af krigen rettet luftangreb mod store dele af Gaza, der omtrent er på størrelse med Mors i Limfjorden.

Søndag siger Gazas civilforsvar, at israelske angreb over natten i Gaza By og i den sydlige del af Gaza har dræbt syv personer.

Samtidig melder civilforsvaret, at 57 palæstinensere søndag har mistet livet, mens de ventede på nødhjælp i den nordlige del af Gaza.

Vidner siger, at israelske soldater åbnede ild mod en folkemængde. Det israelske militær har ikke kommenteret oplysningerne.

I Israel vækker udsigten til en udvidet offensiv bekymring hos familierne til de gidsler, som den militante Hamas-bevægelse holder fanget i Gaza.

I en pressemeddelelse fra en gruppe, der repræsenterer familierne, beder de myndighederne i Israel om at forklare, hvad den udvidede offensiv går ud på.

De vil samtidig have svar på, hvordan militæret har tænkt sig at sikre, at offensiven ikke får konsekvenser for gidslerne.

Delegationer fra Israel og Hamas har over de seneste to uger været i indirekte forhandlinger om en mulig våbenhvile på 60 dage og en aftale om at løslade 10 gidsler, der stadig er i live.

Powered by Labrador CMS