Indsats
Islandsk model skal bruges mod overgreb på børn
Islands succes med at bekæmpe druk blandt unge, hjælper også mod problemer som mobning og overgreb. Nu er der planer om at hente den til Grønland.
Som vi har fortalt tidligere, så er det lykkedes Island, at få stoppet druk hos 15-16 årige.
Men den 20 år lange indsats har ikke blottet bekæmpet druk, også rygning, brug af hash, mobning og overgreb har den en dokumenterbar effekt på.
Model gjorde indtryk
Sidste uge besøgte to medarbejdere fra socialdepartementet Island for at lære mere om modellen. Og umiddelbart er deres vurdering meget positiv.
- Det min kollega og jeg så i Island, overbeviste os om, at den såkaldte islandske model kan bruges i Grønland, hvis vi tilpasser den vores samfundsforhold, siger Maliina Junge Jørgensen, der er fuldmægtig i den centrale rådgivningsenhed.
Arbejder med overgrebspakken
Hun og hendes kollega arbejder med overgrebspakken mod seksuelle overgreb. Det var i den forbindelse de besøgte Island for at høre om den islandske model. I denne uge præsenterede de den for følgegruppen til overgrebspakken, som omfatter de parter i samfundet, der arbejder med seksuelle overgreb.
- Vi har holdt et seminar med følgegruppen omkring strategien for overgrebspakken, hvor et af emnerne var forebyggelse. Her præsenterede vi blandt andet den 'islandske model’, fortæller Maliina Junge Jørgensen.
80 spørgsmål om barnets liv
Når den islandske model er i stand til at forebygge en bred vifte af problemer, så skyldes det, at den med et omfattende spørgeskema undersøger, hvordan børnene har det på hver eneste skole.
Med omkring 80 spørgsmål dækkes alle områder af barnets liv. Spørgeskemaet kan tilpasses lokalt med yderligere spørgsmål. I løbet af otte uger foreligger resultatet af undersøgelsen, hvor der bliver peget på risikopunkter. Ud fra de risikopunkter er det muligt at gribe ind, allerede inden problemerne udvikler sig.
- Der var stor opbakning på seminaret til at arbejde videre med konceptet. Både det, at det er evidensbaseret og at man lægger vægt på at inddrage forældre og familier, blev der taget meget positivt imod, forklarer Maliina Junge Jørgensen.
Overvejer pilotforsøg
Næste skridt efter undersøgelsen er nemlig, at man inddrager både forældre og lokalsamfund i en indsats, hvor man imødegår de risikopunkter, som undersøgelsen peger på.
Og den kombination, blev der altså taget godt imod på seminaret.
- Vi overvejer nu kraftigt, at tage den islandske model med i strategien mod seksuelle overgreb. Hvis der er opbakning i følgegruppen, samt styregruppen, så vil der være overvejelser til indarbejdelse af den.
Maliina Junge Jørgensen forklarer, at idéen er at starte med at lave undersøgelsen et sted og indsamler erfaringer derfra.
- Vi forestiller os, at vi eventuelt starter med et pilotforsøg i et lokalsamfund, hvor vi gennemfører spørgeskemaundersøgelsen. Herefter kan vi i samspil med lokalsamfundet arbejde på, hvordan der skal sættes ind. Det bliver centralt at inddrage de ressourcestærke personer i lokalsamfundet i arbejdet. Vigtigst af alt, er at få tilpasset modellen til det grønlandske samfund.
Her kan du læse mere om den islandske model:
20 års målrettet indsats: Island har fået bugt med unges druk
Opfordring fra Island: Kom igang med at undersøge, hvordan børnene har det på hver eneste skole