Islandsk askesky svinder ind
Skyen af aske fra den islandske vulkan er blevet mindre, men rammer til gengæld nu Grønland.
Vulkanasken fra Island, der har skabt kaos i den europæiske flytrafik og nu har spredt sig til Grønland er svundet betragteligt ind. Men vulkanen er fortsat i udbrud og sender lava ud, siger islandske eksperter.
Men samtidig strømmer der mindre vand fra den nærliggende gletsjer, hvilket betyder, at der kommer mindre aske.
- Der er mindre aske. Det bliver nemmere for Europa, men udbruddet er stadig i gang, siger Gudrun Nina Petersen fra Islands meteorologiske institut.
De lavaeksplosioner, der kommer fra vulkanen Eyjafjallajökull, er fortsat kraftige nok til at kaste store sten flere hundrede meter.
Islandsk politi siger, at der stadig er betydelig vulkansk aktivitet, og at tre tilsyneladende separate kratere stadig sender lava ud.
Eksperter er enige om, at der ikke er tegn på, at vulkanudbruddet stopper. Men samtidig er der heller ikke tegn på, at udbruddet har sat den nærliggende og meget større vulkan Katla i gang.
Flere eksperter påpeger, at der fortsat kommer en vis mængde aske fra Eyjafjallajökull, og at mængden af aske i europæisk og grønlandsk luftrum afhænger af vindens styrke og retning.
Asken hænger lige nu i op mod tre kilometers højde, hvilket er under den jetstrøm, der tidligere har ført den mod Europa. En stor del af skyen består af damp og ikke aske, siger FN's meteorologiske organisation (WMO).