Islands Katla knurrer
Det er begyndt at rumle i en af Islands mest frygtede vulkaner, Katla

Mange husker, hvordan flytrafikken i store dele af Europa blev berørt af vulkanaske fra en anden islandsk vulkan, nemlig Eyjafjallajökull, i 2010.
Og i maj i år var vulkanen Grimsvötn i udbrud. Ligesom vulkanen Eyjafjallajökuls udbrud for et år siden, skabte også Grimsvötns udbrud flyproblemer især i Island og Grønland.
Følgerne af vulkanen Grimsvötns udbrud var ikke så vidtrækkende som krisen i 2010.
Men hvis Katla går i udbrud, er der risiko for, at problemerne med asken i 2010 vil synes som små, selv om de kostede flyselskaberne omkring 11 milliarder kroner.
For Katla er meget større end Eyjafjallajökull, hvis udbrud i fjor betegnes som "lille" af den lokale vulkanekspert Páll Einarsson.
Katla var senest i udbrud i 1918, og dengang varede det i en måned. Dag blev til nat, afgrøder blev ødelagt, husdyr omkom.
Nu måles der mindre jordrystelser ved Katla, og rystelserne bliver kraftigere og kraftigere.
- Det er afgjort tegn på, at den er urolig, siger Einarsson.
/ritzau/AP