Island: Sådan kan båndet til Grønland styrkes

En islandsk arbejdsgruppe har fremlagt en 272 sider stor rapport, der beskriver, hvordan Island kan styrke forholdet til Grønland.

Steen Lynge finder den islandske rapport ganske spændende.
Offentliggjort

Island har fokus på at styrke forholdet til Grønland og har i den forbindelse tilbage i 2019 sat den tidligere udenrigsminister Össur Skarphedinsson til at stå for en Grønlandskomite, der skulle komme med anbefalinger til, hvordan samarbejdet de to lande imellem kunne styrkes.

Grønlandskomiteen færdiggjorde rapporten i december, og den ridser hele 99 anbefalinger op over for de islandske parlamentarikere. Anbefalingerne dækker over en bred kam af emner såsom handel, sundhed, fiskeri, infrastruktur, råstoffer, energi, turisme og Arktis-relaterede emner.

Særligt fokus på Østgrønland

Et helt særligt fokus har Grønlandskomiteen haft på Østgrønland, som er ørigets nærmeste nabo og igennem mange har haft helt særlige tætte forbindelser til.

Naalakkersuisoq for Udenrigsanliggender Steen Lynge finder initiativet og rapportens anbefalinger ganske spændende og interessante.

- Min islandske kollega udenrigsminister Gudlaugur T. Tórdarson og jeg har netop afholdt virtuelt møde, hvor han præsenterede baggrunden og rapporten, og jeg ser meget frem til det kommende arbejde og udmøntningen af de mange gode intentioner og anbefalinger som rapporten indeholder, udtaler Steen Lynge.

Den omfangsrige rapport med de mange anbefalinger skal nu nærlæses af Selvstyret, og den kan komme til at danne udgangspunkt for kommende samtaler Island og Grønland imellem.

Islandsk beslutning

Den islandske udenrigsminister Guðlaugur Þór erklærer ifølge islandske medier, at han betragter rapporten som et vendepunkt i samarbejdet de to lande imellem.

- Der er gjort meget, men der har manglet en køreplan for, hvordan det er muligt på en effektiv måde at styrke kommunikationen, sagde ministeren, der hæftede sig ved, at det er en ”komplet” rapport, han har fået forelagt.

Hvad de islandske politikere, som det første vil kaste sig over i arbejdet med at styrke relationerne, er endnu uvist. Det bliver nævnt i en presssemeddelelse fra Steen Lynge, at det i første omgang er den islandske udenrigsminister og hans ministerium, der skal beslutte, hvor de vil sætte fokus og hvilke anbefalinger, de vil forfølge.

Rapporten er oversat fra islandsk til engelsk, og man kan dykke ned i rapporten via dette link: ”Grønland og Island i et nyt Arktis”

Powered by Labrador CMS