Island lovet hjælp til flyovervågning

De nordiske lande vil hjælpe Island med flyovervågning. Nyheden har skabt kolossal politisk debat i Finland

De nordiske lande vil hjælpe Island med flyovervågning, lover de. Grafik: Google Maps
Offentliggjort

Statsministrene fra Sverige og Finland oplyste i denne uge på Nordisk Råds møde i Helsinki, at de vil hjælpe Island med flyovervågning.

Island har ikke noget forsvar, og siden USA stoppede sin militære hjælp til Island i 2006 har Nato løst opgaven. Blandt andet med Danmark og Norge.

Men efter Thorvald Stoltenbergs rapport fra 2009 om øget forsvarsmæssigt og udenrigspolitisk samarbejde i Norden har Island bedt om hjælp til overvågning af luftrummet.

Og nu kommer hjælpen tilsyneladende.

Opsigtsvækkende debat i Finland
Nyheden har skabt kolossal politisk debat i Finland.

Finland vil deltage i den Natoledede overvågning af Islands luftrum, siger statsminister Jyrki Katainen.

Ifølge statsminister Fredrik Reinfeldt, Sverige, skal der yderligere diskussioner til, før Sverige kan deltage.

På statsministrenes fælles pressemøde på Nordisk Råds efterårssession tirsdag forsikrede både Sverige og Finland, at man gerne vil hjælpe Island med luftovervågning, men åbenbart skal der yderligere debat om bevæbning og omfang af luftovervågningen.

Finlands statsminister, Jyrki Katainen, påpeger, at der er en række spørgsmål, som Finland og Sverige skal løse på nationalt niveau. Der er blandt andet tale om eventuelle lovændringer, og for Finlands vedkommende hvorvidt luftovervågningen kan finde sted med bevæbnede fly. Deltagelsen i luftovervågningen forudsætter også en godkendelse fra NATO.

- Desuden skal sagen godkendes i Rigsdagen i Finland og Sverige, siger Reinfeldt til det svenske telegrambureau TT.

- Overvågningen af det islandske luftrum er en naturlig fortsættelse af samarbejdet mellem de nordiske lande, sagde Katainen på pressemødet mandag.

Han understregede at Finland og Sverige vil deltage med luftovervågning (air surveillance og ikke air policing).

Sverige og Finland vil følges ad
Udtalelserne fra Katainen og Reinfeldt på statsministrenes fælles pressemøde i Helsinki kan tyde på, at Sverige og Finland trods alt har forskellige udgangspunkter og forskellige syn på overvågningsspørgsmålet.

Sverige og Finland vil følges i denne sag, hvis den ene Rigsdag siger nej til opgaven, kommer der ingen fly fra Sverige og Finland.

- Det handler om en proces der ikke er klar, men vi har udtrykt en positiv vilje på baggrund af vor nordiske solidaritet, siger Reinfeldt til TT.

Reinfeldt påpeger, at det for Sverige har været vigtigt, at svenske fly ikke skal forventes at gribe til våben, men strengt holde sig til luftovervågning. Desuden skal man se på svensk og finsk lovgivning og afvente beslutninger fra både Nato og parlamenterne, var Reinfeldts besked.

Finske Katainen siger, at han ikke udelukker, at de finske fly vil være bevæbnede. Hos os er Hornet-flyene som regel bevæbnede, siger han.

Dansk glæde over svensk-finsk indsats
Statsminister Helle Thorning-Schmidt er glad for den svensk-finske indsats. Danmark bidrager i dag til luftovervågning både i Island og Baltikum.

- Dette frigør ressourcer hos det danske flyvevåben til andre opgaver, siger hun.

Hvis alt går som planlagt skal landene i januar–april 2014 deltage i overvågningsordningen som ledes af Norge.

Og islandsk glæde
Islands statsminister, Jóhanna Sigurdsdóttir, glæder sig også over den finske og svenske holdning:

– Island sætter særdeles stor pris på det nordiske samarbejde inden for udenrigs- og sikkerhedsspørgsmål. Derfor glæder det mig meget at vi er nået så langt i processen omkring en fælles luftovervågning over Island. Jeg mener også, at det er en naturlig fortsættelse af det nordiske samarbejde, sagde Sigurdsdottír.

Den svenske udenrigsminister Carl Bildt forklarede onsdag på udenrigsministrenes pressemøde ved Nordisk råd i Helsinki, at der ikke er tale om, at Sverige og Finland skal løse en Nato-opgave.

- Vi overtager ikke Nato-opgaver – de udføres af Norge, sagde han.

- Vi udfører nationale og nordiske opgaver. Det er en klar fortsættelse af det nordiske samarbejde, sagde Bildt til TT efter mødet

Det handler om fire måneders luftovervågning i begyndelsen af 2014.

Powered by Labrador CMS