Birna Brjánsdóttir
Islændinge distancerer sig fra chikane
Det islandske parlamentsmedlem Ari Trausti Gudmundsson distancerer sig fra tilråb til grønlændere. Han siger, at det er et lille mindretal uden opbakning i befolkningen, der står bag.
Der har de seneste dage i islandske medier været beretninger om chikane og tilråb til grønlændere.
Ari Trausti Gudmundsson, der er medlem af Altinget for Det grønne Venstreparti, mener, at det er lille mindretal, der står bag.
- Jeg kan se på det, der bliver skrevet i aviserne, på facebook og sagt i radioen, at langt de fleste tager afstand fra denne chikane, siger han til Sermitsiaq.AG.
LÆS: Islands præsident: Pas på med fordomme
Gengældt venskab
Ari Trausti Gudmundsson har et godt kendskab til Grønland. Han har besøgt byer og bygder fra Qaanaaq i nord til Qaqortoq i syd, samt hele østkysten. Så sent som i september har han besøgt Ittoqqortoormiit.
- Jeg har kun gode erfaringer fra mit møde med befolkningen, siger han.
Og han mener, at grønlændere i langt de fleste tilfælde vil opleve den samme venlighed i Island.
- Disse grimme ord og bemærkninger savner enhver substans. Det altovervejende flertal deler ikke den opfattelse, fastslår han.
LÆS: Hele Grønland viser medfølelse med Island
Tætte bånd henover Nordatlanten
Hans opfattelse deles af Hjálmar Árnarson, der er direktør i uddannelsesinstitutionen Keilir.
- Islændingene vil stadigvæk respektere deres naboer i vest og altid byde dem velkommen til Island, skriver han i en mail til Sermitsiaq.AG.
Ari Trausti Gudmundsson henviser til de tætte forbindelse, der igennem mange år har været mellem de nordatlantiske nationer Island, Grønland og Færøerne.
Hjálmar Árnarson er inde på det samme.
De bånd vi har knyttet mellem os er ikke lösnet. Lad den sørgelige begivenhed knytte endu stærkere bånd mellem os som mennesker – som venner og naboer, lyder Hjálmar Árnarsons appel.
LÆS: Birnas far: Grønlænderne er vores venner
Glad for meldingen fra Birnas far
I går kunne vi fortælle, at Bírna Brjánndóttirs egen far har distanceret sig fra chikanen mod grønlændere via facebook. Ari Trausti Gudmundsson vurderer, at det har betydet meget med den udmelding.
- Det er meget vigtigt at han slår ned på de få, der gør disse ting. Jeg er meget glad for, at han fandt styrken til det opslag, siger han.
Ved siden af sit virke som medlem af Altinget er Ari Trausti Gudmundsson geofysiker og forfatter.