Nuuk
Iskappe forstyrrer lufthavnsteknik
En såkaldt localizer, som hjælper fly med at navigere under indflyvning i Nuuk, er ude af drift på grund af store mængder is
Så er der atter dårligt nyt til flypassager, der har været ramt af flyaflysninger tirsdag og onsdag i Nuuk.
Mittarfeqarfiit i Nuuk meddeler nemlig, at en såkaldt localizer, som hjælper fly med at navigere under indflyvning i Nuuk, er ude af drift på grund af store mængder is.
- Det kan betyde flere aflysninger, returflyvninger eller længere flyvetid i vejr med lav sigtbarhed og lav skyhøjde, lyder det fra Mittarfeqarfiit.
Indflyvninger fra Kook-øerne
Ifølge Mittarfeqarfiit betyder isbelægningen omkring localizeren, at fly under vejrforhold med forringet sigt og lav skyhøjde er nødsaget til at foretage indflyvninger via Cook-øerne, da proceduren for den alternative anflyvning går via antennemasten på Cook-øerne.
- Denne instrumentananflyvning kræver bedre sigtbarhed og højere skyhøjde end indflyvning via localizeren. Det kan medføre forlænget flyvetid, aflysninger og returflyvninger, skriver Mittarfeqarfiit.
Isen, der forstyrrer det tekniske udstyr, kommer fra Malenesøen ved foden af fjeldet Lille Malene. Søvand løber under isen ned mod lufthavnens landingsbane. Her fryser det, og resultatet er, at islaget vokser.
Op til to meter tyk is
Mittarfeqarfiit anslår, at der er op mod 25.000 kubikmeter is i belægningen.
- Der er opbygget et stort og tykt islag, der forstyrrer localizerens signaler. Isen er mange steder op til to meter tyk. Isbelægningen vokser fortsat på grund af løbende vand under den, som gradvist fryser. Det er før set, at vi har isbelægning i området, men det er første gang, isen bliver ved med at bygge sig op, forklarer lufthavnschefen i Nuuk, Jimmy Gudmandsen.
Mittarfeqarfiit har været i dialog med kommunen om at ændre vandafledningen fra Malenesøen til sommer, da der med nuværende vandafledning uheldigvis sker en opbygning af is foran antennerne.
Mittarfeqarfiit og Air Greenland beklager de gener, det måtte får for de rejsende.
Se grafik under billedet