Iserit: Derfor ingen varmt vand i en måned

Boligselskabet Iserit erkender, at 50 lejligheder i Tasiilaq står uden varmt vand og forklarer hvorfor

Tasiilaq. Arkivfoto: Sermitsiaq.AG
Offentliggjort

Vi har her på Sermitsiaq.AG skrevet om beboer Ruutu Olsen, som bor i en Iserit-bolig i Tasiilaq. Siden den 2. december har der ikke været varmt vand i hans lejlighed, ligesom tilfældet er med cirka 50 andre lejligheder på Sara Helmsip Aqqutaa i byen.

Michael Waaentz, Iserit-inspektør i Tasiilaq, erkender problemet og forklarer, at det er tale om en defekt varmeveksler, som er skyld i, at 50 lejligheder ikke har haft varmt vand i hanerne i indtil videre en måned.

Læs "Mange uden varmt vand i en måned i Tasiilaq"

- I ugen op til jul fandt vi ud af, at det var en varmeveksler, som var gået i stykker. Og det drejer sig om en speciel del, som vi ikke lige har liggende på hylderne. Reservedelen skulle først bestilles hjem, og den er så speciel, at den først skal fremstilles. Det betyder, at der er en leveringstid på fem uger, forklarer han.

Michael Waaentz forklarer, at reservedelen blev bestilt før jul, og at de forventer at få det hele bragt i orden inden måneden er omme.

- Vi forventer, at problemet vil være løst om tre uger, siger han.

Ikke helt koldt
Ifølge inspektøren er vandet dog ikke helt koldt, men har en temperatur på omkring 20-25 grader.

- Det er lunkent, men det er nok ikke rart at tage bad i, siger han.

- Men når der er mange, der bruger vandet på samme tid, så bliver det koldt, og for beboere, der bor længst væk fra varmtvandscentralen, er vandet koldere end for dem, der bor ved siden af varmtvandscentralen, siger Michael Waaentz.

Iserit er Kommuneqarfik Sermersooqs boligselskab.

Powered by Labrador CMS