Isen i Arktis vokser og breder sig
For andet år i træk er isen omkring Nordpolen vokset. Men der er stadig mindre is end "normalt".

Der er næppe nogen tvivl om, at Arktis har fået et varmere klima. Men udsigten til, at Nordpolen kan være isfri om sommeren, er rykket lidt længere væk efter to vintre i træk, hvor isen har bredt sig, og en sommer sidste år, hvor isen ikke smeltede med samme fart som i 2007, skriver jp.dk.
2007 står som skrækscenariet, da isen i Arktis pludselig var 3 mio. km2 mindre end for 20-30 år siden og dermed havde den mindste udbredelse nogensinde. Det fik flere forskere til at tale om risikoen for, at Arktis vil være isfri om sommeren allerede om 10-15 år.
Men siden er det gået den anden vej.
- 2007 var et stort skridt i den forkerte retning, mens 2008 var et lille skridt tilbage mod det normale. Men faren er langt fra drevet over, lyder det fra én af Danmarks førende isforskere, seniorforsker Leif Toudal Pedersen fra Danmarks Meteorologiske Institut, DMI.
Lige nu dækker isen omkring Nordpolen et areal, der er ca. 750.000 km2 mindre end gennemsnittet for perioden 1978-2000. Det er lidt bedre end på samme tid sidste år og meget bedre end i sommeren 2007.
Sidste sommer var heller ikke så varm, som man ellers har set de senere år, og derfor nåede isen ”kun” at blive ca. 2 mio. km2 mindre end normalt.
- En stor del af isen er stadig tyndere end for 10, 20 eller 30 år siden. Samtidig har vi set isen skrumpe mere, end klimamodellerne har forudsagt, vil ske i løbet af de næste 20-40 år. Det er ubehageligt, at ændringerne kan gå så hurtigt, lyder det fra Leif Toudal Pedersen.
Ud over afsmelting på grund af den stigende temperatur i Arktis føres en stigende mængde is ned gennem Framstrædet mellem Grønland og Island, formentlig på grund af ændrede strømforhold i området, oplyser forskerne.