Isbjørne i Vestgrønland er under pres

Isbjørne i Baffin Bugt har det svært, og selvom de er talrige i området, viser de tegn på stress og bestanden kan blive mindre i fremtiden. Det er den sammenfattende konklusion på tre nyligt offentliggjorte videnskabelige artikler som seniorforskere Kristin Laidre og Erik Born fra Grønlands Naturinstitut sammen med andre forskere fra Canada, USA og Norge har fået udgivet.

Bestanden i Baffin Bugten færdes både på grønlandske vestkyst og i Canada.

Baggrunden for artiklerne er isbjørneundersøgelser og satellitovervågninger fra perioderne 1991-1997 og 2009-2013. Her har især Kristin Laidre, som den drivende kraft bag de videnskabelige artikler, dokumenteret hvordan isbjørne i Baffin Bugt, som konsekvens af klimaforandringerne, bliver tiltagende presset i deres naturlige leveområder.

Den ene artikel beskriver, hvordan det det område, som Baffin Bugt-isbjørne lever i, bliver stadig mindre. Som følge af det bliver den stadig mere isoleret fra den isbjørnene i nabobestandene.

En anden artikel handler om de ændringer, der i løbet af de sidste 20 år, er sket med isbjørnehunnernes adfærd: Gravide hunner forlader havisen for at komme i land tidligere om sommeren, men går i hi senere på året, graver hierne højere oppe i terrænet og opholder sig i dem i kortere tid.

Den tredje og nyeste artikel viser, hvordan isbjørne bruger områder med mindre havis, opholder sig nærmere fastlandet og har kortere vandringer i takt med at sæsonen med åbent vand bliver længere.

Dele af resultaterne er tidligere inkluderet i de strategiske miljøvurderinger for områder i Disko Vest i 2013 og den østlige Baffin Bugt i 2011, samt i en rapport fra den canadisk/grønlandske Isbjørnekommissions videnskabelige arbejdsgruppe i 2016. Det er dog første gang, studierne efter en krævende revisionsproces publiceres som videnskabelige artikler og formidles til videnskabsfolk i hele verden.

Undersøgelserne af Baffin Bugt isbjørnene samt satellitmærkningerne blev gennemført af forskere fra både Grønland og Canada, da landene deles om bestanden.

Satellitmærkningen i 2009-2013 blev primært finansieret af den danske Miljøstyrelse via DANCEA-programmet. Grønlands Selvstyre bidrog med finansiering fra olieselskaber med efterforskningslicenser i Nordvestgrønland.

Via dette link, kan du se kort og grafer, der nærmere beskriver problemstillingen.