Inuit-vrede over EU's beslutning
Inuitorganisationen ICC langer ud efter EU oven på vedtagelsen af sælforbudet

Inuit fra Grønland, Canada, Alaska og Tjukotka kalder EU's afstemning, som resulterer i forbud mod sæler i EU for “totalt amoralsk”.
– Der er forskellige kriterier for hvornår noget er umoralsk. EU mestrer at opfylde flere af disse. Inuit vil blive hårdt ramt af denne bestemmelse, en bestemmelse som ikke er blevet behandlet på behørig vis, og som derfor må betragtes som en umoralsk handling, lyder det fra Aqqaluk Lynge, præsident for ICC Greenland.
Aqqaluk Lynge siger videre, at bestemmelser, hvor baggrunden og følgerne ikke er undersøgt, hører hjemme blandt fundamentalister.
– Det er helt uforståeligt, at andre kan dømme os som umoralske.
Den skærpede tone på sælforbudet i EU begyndte allerede i går, da dyreværnsorganisationen IFAW kaldte Danmark og Rumænien for umorralske, fordi de ikke havde stemt for forbudet mod sæler.
Den internationale formand for ICC Jimmy Stotts fra Anchorage i Alaska er heller ikke imponeret af den europeiske beslutning:
– Det er helt uforståeligt hvad den Europæiske Union gør. Det er et direkte angreb på oprindelige folk i Arktis og på fundamentet for Inuit-kulturer.
Jimmi Scott mener EU's føling med de arktiske kulturer ligger på et meget lavt niveau.