Inuit-skind eller ej
Salg af skind i EU gennem den såkaldte »inuit-undtagelse« er ikke til at gennemskue for forbrugere.

Sælskindsforbudet i EU gør det umuligt for europæiske forbrugere at finde ud af sagens rette sammenhæng.
– Problemer er, at forbrugerne ikke kan skelne mellem et inuit-skind og et andet skind. Det er klart, at på sigt, så kan det blive en fordel for os, men der er meget få forbrugere, der kender til inuit-undtagelsen. Derfor ligger der en kæmpemæssig markedsføringsopgave foran os, hvis vi skal have aktiveret salget i Europa igen, siger Henrik Estrup, administrerende direktør i Great Greenland. Det skriver KNR på sin nyhedsside.
Muligheden for at vende forbudet til en fordel er kommet efter, at chefen for Grønlands repræsentation i Bruxelles, Lida Skifte Lennert, sagde til KNR's radioavis:
– Det oprindelige forslag var et totalforbud, men med inuit-undtagelsen har vi en adgang til markedet, som ingen andre har, og det kan man godt kalde monopol. Det er så op til os at udnytte den situation.
Nu kan det blive et spørgsmål om, hvordan en mærkning kan fasholde de europæiske forbrugeres interesse for sælskind.