Ilulissat
Intet spor af røvere
To unge mænd, der lørdag forsøgte at begå væbnet røveri i Ilulissat, er stadig på fri fod
Politiet i Ilulissat står stadig uden spor i sagen om forsøg på røveri mod Anton Geislers kiosk på Illumiut. To maskerede gerningsmænd forsøgte at begå væbnet røveri, mens kioskens 94-årige ejer ekspederede.
Læs: 94-årig jog væbnede røvere væk
Politiet i Ilulissat er stadig meget interesseret i at få henvendelser fra folk, der lørdag den 28. december kunne have set forsøget på røveri mod Anton Geislers kiosk ved 15.45 tiden.
Læs: Forsøg på væbnet røveri i llulissat
Den ene gerningsmand truede ellers den 94-årige med et gevær, der i stedet greb fat i telefonen og ringede til politiet.
Anton Geisler fortæller til Sermitsiaq.AG, at han lod, som om han snakkede med politiet i starten. Det var nok til at få gerningsmændene til at flygte tomhændet ad gangstien mellem Uiarsaariaq og Enok Kristiansenip aqqutaa.
Den ene gerningsmand beskrives som: Ung mand, grønlandsk, 170-175 cm høj, alm. af bygning, talte grønlandsk. Han var iført en hvid engangskedeldragt med hætte, som var trukket op over hovedet. Han var desuden maskeret med en hvid maske, hvor der var huller til øjne og mund. Han bar muligvis handsker. Han medbragte en rygsæk, som var grå på siderne og lidt rød. Han medbragte en grå riffel med plastikskæfte.
Den anden gerningsmand beskrives som: Ung mand, grønlandsk af udseende 170-175 cm høj, alm. af bygning. Han var iført en sort jakke, sorte overtræksbukser, en sort hue og muligvis handsker. Han medbragte en rygsæk, som muligvis var sort.
Politiet i Ilulissat søger vidner, der har set noget eller har informationer om røveriet. Der kan rettes henvendelse til telefonnummer 70 14 22 eller mobilnummer 54 38 22.