vækstmuligheder
Internationalt tangeventyr skydes i gang i Ilulissat
Qaasuitsup Kommunia starter mandag en international erhvervskonference, der gerne skal munde ud i et internationalt tangeventyr
En international erhvervskonference med deltagere fra Grønland, Danmark, Island, Frankrig og USA starter mandag i Ilulissat.
Det er erhvervskonferencen ‘Arctic Must’, der gerne skal være et startskud på et internationalt tangeventyr, og som er arrangeret af Qaasuitsup Kommunia, der skal afvikles til og med onsdag.
Det fortæller lederen af konferencen Mads Thimmer, administrerende direktør i Innovation Lab.
Tresporet konference
Erhvervskonferencen, der som sagt skal køre fra mandag til og med onsdag, er ifølge Mads Thimmer tresporet.
Første spor på konferencen handler om Isfjordsstationen, hvor deltagerne vil kigge på, hvordan en international vinkel på Isfjordsstationen kan se ud.
Andet spor er erhvervssporet, hvor deltagerne vil kigge på, hvordan man kan booste et lokalt erhvervsliv med international fokus, mens det sidste spor er kokkene, der vil lave nye produkter ud af lokale råvarer som tang.
Læs: Her er det nye guld - måske
Målet er et tangeventyr
Ifølge Mads Thimmer er målet med konferencen at opbygge viden og kontakter imellem konferencedeltagerne.
- Målet er, at der kommer arbejdspladser ud af det. At man får nogle nye venner, som bor andre steder i verden og på nogle interessante markeder, som kan aftage nogle produkter, fortæller Mads Thimmer til Sermitsiaq.AG.
Netop derfor har arrangørerne hevet nogle folk fra Island, Frankrig og USA, som har konkrete erfaringer med at lave gode produkter og få dem afsat internationalt.
- Vi har snakket meget om tang og de store muligheder, der er på verdensmarkedet.
Amerikansk kokketalent deltager i konferencen
Daniel Burns, der er udlært på den danske restaurant Noma, som har været kåret som verdens bedste restaurant, og hvis nuværende restaurant i New York i efteråret fik sin første stjerne i Michelin-guiden, deltager i konferencen.
Mads Thimmer fortæller, at Daniel Burns har særlige kompetencer, når det gælder råvarer, og at han har gode kontakter til leverandører og markedet i hele Nordamerika.
- Så hvis man kan få hul på et nordamerikansk marked med nogle produkter, vil det være rigtig godt, siger Mads Thimmer til Sermitsiaq.AG.