debat
Integration af grønlændere er et fyord
Det Grønlandske Hus i København havde mandag aften arrangeret valgaften. Her blev politikerne enige om, at udsatte grønlændere må i rampelyset
Der skal være flere tilbud til socialt udsatte grønlændere i Danmark. Det er for svært at være social udsat grønlænder i København.
Sådan lød det fra samtlige partiers repræsentanter, da Det Grønlandske Hus i København havde inviteret til valgaften mandag aften.
Debatten blev imidlertid nedprioriteret, da der var flere tomme stole i Det Grønlandske Hus, hvor kandidater til årets kommunal- og regionsvalg i Danmark mødte grønlændere i Danmark. Omkring 30 tilhørere dukkede op for at høre kandidaternes bud på et bedre liv som grønlænder i København.
Fra Grønland kom 1. viceborgmester i Kommuneqarfik Sermersooq og medlem af Inatsisartut Anda Uldum til vælgermødet.
- Vi vil have grønlændere i Danmark hjem igen. Vores administrationssystemer må tale bedre sammen, sagde Anda Uldum fra Demokraterne, som er i tæt samarbejde med Radikale Venstre i Danmark.
Dansk Folkepartis Finn Rudaizky har i flere år været medlem af Københavns Borgerrepræsentation (byrådet, red.) og har observeret, at der må ydes en ekstra indsats for de udsatte grønlændere.
Brug for holdningsændring
- Vi har brug for holdningsændring hos politikerne og hos resten af befolkningen. Vi må tage hensyn til de udsatte grønlændere i København. Vi skal sørge for den nødvendige hjælp. Lige fra oversættere til at kommunen og staten taler i sammen i systemet, sagde Finn Rudaizky, som mener, at integration af grønlændere er et fyord.
- Grønlændere er danske statsborgere, men det er ikke ensbetydende med, at de selv kan integrere sig i samfundet. Til gengæld er der brug for ekstra indsats på området, sagde Rudaizky som i dag stadig er medlem af borgerrepræsentationen i den danske hovedstad.
Tilhører Kristian Berhardsen mener, at Det Grønlandske Hus' aktiviteter i værestedet Qiperoq er modsat integration.
- Er det ikke modsat integration at skære ben og lave tupilakker i værestedet Qiperoq? For brugerne bliver ikke bedre til at integrere sig i samfundet på denne måde, sagde Kristian Berhardsen.
Læs "Debat om grønlandsk minoritet i København"
Taler grimt om grønlændere
Selvom det er under 20 procent af grønlændere i Danmark, der er social udsatte, er den almene dansk opfattelse, at grønlændere er alkoholikere og voldsudøvere med prostituerende kvinder.
Enhedslistens Charlotte Lund har mødt flere grønlandske kvinder på Vesterbro.
- Jeg har mødt flere grønlandske kvinder, som er sofasovere (hjemløse, red.), og det er helt klart, at disse kvinder har et ekstraordinært behov for støtte, sagde Charlotte Lund.
SF’s Niel Bloem ved ikke så meget om grønlændere, men han ved, at de tit er alkoholikere, og at folk taler grimt om dem.
- Jeg vil arbejde for mere fokus på udsatte grønlændere, sagde SF´s medlem af borgerrepræsentationen i København.
Hører intet grimt om grønlændere
Liberal Alliances Thomas Køhler kan ikke genkende grønlænderes grimme omdømme.
- Jeg hører til gengæld gode ting om unge og moderne grønlændere, der vil selv. De vil ikke have offerrollen på sig, men er godt i gang med at finde Grønlands egen fremtid, siger Thomas Køhler, der har været russisk oversætter til flere af ICC’ konferencer.
- Men vi har her i København behov for at sætte ildsjæle på de få grønlændere, der er socialudsatte. De må have individuelt program hver især, siger Thomas Køhler.