Institut: Hastelov giver politiet adgang til private hjem
Paragraf om politiets adgang til lokaler, kan bruges til at gå ind i private hjem uden retskendelse, vurderer Institut for Menneskerettigheder. Det afviste Kim Kielsen ellers på et pressemøde mandag.
Onsdag skal Inatsisartut behandle en hastelov, der skal give myndighederne flere beføjelser til at håndtere coronakrisen.
Og der er forvirring om en central paragraf i forslaget. Det handler om forslagets paragraf 6 stk. 2.
Ifølge Institut for Menneskerettigheder kan paragraffen give politiet adgang til private hjem uden en retskendelse:
- Ja, det er vores helt klare opfattelse, siger Christoffer Badse, monitoreringschef hos Institut for Menneskerettigheder.
Kielsen afviste
Han har kigget på lovforslaget, som Naalakkersuisut har sendt til Inatsisartut, der skal behandles på den ekstraordinære samling i morgen.
Også Naalakkersuisuts lovkontor oplyser, at formålet med paragraffen er, at politiet skal kunne gå ind i private hjem, for at håndhæve eventuelle regler om, at eksempelvis kun 10 mennesker må være samlet.
På mandagens pressemøde slog formand for Naalakkersuisut, Kim Kielsen, ellers fast, at lovforslaget ikke vil give politiet adgang til private hjem uden en retskendelse.
Kielsen henviste til en anden paragraf, som blev pillet ud af den danske lovgivning, fordi Folketinget ikke ønskede at give politiet adgang til private hjem for at tvangsbehandle eller tvangsvaccinere en borger.
Folketinget beholdt dog en paragraf, som er identisk med den, som Naalakkersuisut foreslår. Nemlig at politiet kan gives adgang til private hjem uden en retskendelse, hvis det drejer sig om at kontrollere, om for mange mennesker er samlet.
Problematisk når der er tvivl
Ifølge Sermitsiaq.AGs oplysninger har Bureau for Inatsisartut også været i tvivl om, hvorvidt paragraffen ville give politiet adgang til private hjem.
Christoffer Badse fra Institut for Meneskerettigheder siger, at det er problematisk, når der er tvivl om, hvad der menes med lovgivningen:
- Noget af det helt basale, hvad angår menneskerettigheder, er, at love hviler på et klart grundlag. Folk og ikke mindst myndigheder skal kunne forstå og indrette sig efter gældende lov. Derfor skylder man at være klar i mælet fra lovgivers side, siger Christoffer Badse.
Han understreger, at han forstår behovet for at få vedtaget ny lovgivning i lyset af corona-pandemien.