Innaarsuit: Isfjeldet rykker sig ikke
Beredskabet i Innaarsuit er uændret
Der er ind til videre ingen udsigt til, at de evakuerede indbyggere i Innaarsuit kan komme tilbage til deres boliger.
- Isfjeldet har ikke rykket sig ret meget, siger vagtchef ved Grønlands Politi, Gideon Quist til Sermitsiaq.AG.
Det betyder også, at beredskabet er uændret. De 33 personer, der bor tættest på vandet, kan stadig ikke komme hjem til deres huse. Flere af de evakuerede er rejst til nærliggende bygder eller byer.
Det er muligt at sejle til og fra Innaarsuit, fortalte medlem af bygdebestyrelsen, Susanne K. Eliassen i weekenden. Men selvfølgelig holdes der skarpt øje med isfjeldet imens.
Nukissiorfiit har nødgeneratorer i Qaarsut og Upernavik, hvis elværket skulle blive oversvømmet.
Arktisk Kommando har fredag sendt inspektionsskibet Knud Rasmussen til området. Ligeledes er SAR-helikopteren blevet flyttet til Ilulissat, så den er tættere på bygden.