Ingen vil passe kriminelle unge
Naalakkersuisut mener ikke, der skal være børn på anstalterne. Og i et svar til Aleqa Hammond skriver Mimi Karlsen, at et forsøg på at få en kvalificeret afdeling for domfældte unge, løb ud i sandet på pga. manglende ansøgninger
Det seneste måneders artikler om børn i Grønlands anstalter bragt både i avisen AG og her på Sermitsiaq.AG har affødt et spørgsmål fra Aleqa Hammond, formand for Siumut, der vil vide, hvordan systemet gør brug af loven, der blev vedtaget 5. december 2008. En lov, der netop skal sikre, at børn ikke bliver anbragt sammen med voksne.
Det viser sig nu, at man ikke kan leve op til lovens ord.
Læs også: Flere børn i anstalten
Læs også: Katastrofalt med 15-årig i anstalt
I sit svar til Aleqa Hammond forklarer medlem af Naalakkersuisut Mimi Karlsen, for familie, kultur, kirke og ligestilling, IA, at man satte midler af til denne specielle afdeling for børn tilbage i 2008, men:
- Der blev endvidere søgt efter personale til sikret afdeling, men der indkom ikke ansøgninger fra kvalificerede fagpersoner. Der var genopslag, uden at dette dog gav positivt resultat. Det måtte således konkluderes, at det var særdeles vanskeligt at rekruttere kvalificeret personale til en sikret afdeling, svarer Mimi Karlsen.
Imidlertid, oplyser Mimi Karlsen, arbejder man på at få gennemført en forbedret og mere uddybende lov, der skal slå fast, hvilke midler man kan bruge i forbindelse med magtanvendelse, når det gælder domfældte unge. En lov, der kan træde i kraft 1. januar 2014. Lovændringen skal ske, fordi den, der findes på området, ikke er tilstrækkelig.