Ingen tegn på smittespredning af abekopper i Pituffik

De to personer, der er smittet med abekopper og som stadig befinder sig i isolation i Pituffik, har det efter omstændighederne godt. Der er ikke tegn på yderligere smittespredning i området.

Det er ikke usandsynligt, at der kommer smittede i resten af landet. Men der er ikke yderligere smittespredning med abekopper i Pituffik på nuværende tidspunkt, siger Henrik L. Hansen.
Offentliggjort

Der er nu gået to uger, siden de to første tilfælde af abekopper her i landet blev opdaget. Begge smittede befinder sig i Pituffik, hvor smitten blev opdaget, efter de to civile var ankommet til landet fra hver deres afrejsested.

De to civile medarbejder var indrejst til Grønland uden symptomer på smitte, og de udviklede symptomer først efter ankomst.

Landslægen kan nu konstatere, at der ikke er tegn på yderligere smittespredning i Pituffik. Det betyder, at der formentlig ikke er andre, der er smittet.

- De to personer, der er smittet, kan snarligt blive raskmeldt. Men det handler om, at de her symptomer skal være helt væk, før de kan komme ud af isolation, fortæller landslæge Henrik L. Hansen til Sermitsiaq.AG.

Flere vil sandsynligvis blive smittet

Sygdommen smitter først, når der kommer symptomer. Landslægen har tidligere udtalt, at smitten sker langt sjældnere end med coronavirus.

- Men det er ikke usandsynligt, at der dukker nye smittede op i resten af landet på et tidspunkt, da smitten spreder sig i resten af verden, siger Henrik L. Hansen.

Han oplyser, at de to første personer med abekopper i Grønland ikke har haft behov for behandling af deres symptomer under sygdommen.

Sygdommen varer typisk to til fire uger efter første symptomer som er feber, influenzalignende symptomer, lymfeknudesvulst og udslæt.

Powered by Labrador CMS