Ingen grund til bekymring om gen-variant

Aarhus Universitet har fundet frem til, at der er en gen-variant blandt inuit, der medfører, at man ikke kan tåle MFR-vaccinen og kan dø af den. Landslægen mener, at man ikke skal være bekymret, da der ikke er dokumentation for, at man bliver syg af den, og at sagen i øvrigt slet ikke er undersøgt grundigt endnu.

Ingen grund til bekymring, mener landslæge Henrik L. Hansen om gen-varianten blandt inuit, som forskere i Aarhus Universitet har opdaget.
Offentliggjort

Med overskriften »Forskere opdager alvorlig gen-defekt hos inuitter«, udsendte Aarhus Universitet en pressemeddelelse den 25. april, der fortalte om, at et alvorligt sygt grønlandsk barn på Rigshospitalet havde ført forskere på sporet af en gen-defekt, der bæres af 1 ud af 1500 inuit, og at børnene blandt andet ikke kan tåle MFR-vaccinen og risikerer at dø af influenza eller covid.

Det skriver avisen Sermitsiaq.

Ud fra pressemeddelelsen kan man læse, at lægerne på Rigshospitalet i flere uger havde været i vildrede over, hvad det 22 måneder gamle grønlandske barn var syg af. Barnet havde vist tegn på meningitis, og der var også mistanke om tuberkulose, som er forholdsvist almindeligt på Grønland.

Behandlingen virkede ikke efter hensigten, og barnets tilstand var så alvorlig, at lægerne i marts 2021 kontaktede professor Trine Hyrup Mogensen på Institut for Biomedicin ved Aarhus Universitet, da hun har stor ekspertise i diagnostik gennem helgenomsekventering – en metode, hvor forskerne kortlægger hele den genetiske arvemasse hos en person ud fra en laboratorieanalyse af blod eller væv. Analysen af barnets genetiske arvemasse havde overrasket forskerne, og de fandt frem til, at det drejede sig om en gen-defekt, man kun finder hos inuit.

Landslæge Henrik L. Hansen har læst artiklen og mener, at man ikke skal være bekymret for, om man har gen-varianten, da der endnu ikke er dokumentation for, om man rent faktisk også bliver syg af den – eller hvor mange, der eventuelt er døde af den.

Læs mere i avisen Sermitsiaq, som du kan få adgang til her:

Powered by Labrador CMS