Ingen åbenhed fra Nikku

Formanden for Partii Inuit, Nikku Olsen, har ikke reageret på Sermitsiaq.AG's tilbud om, at han endegyldigt kan få manet voldsrygter i jorden

Nikku Olsen blev ikke godkendt som medlem af Inatsisartut. Foto: Leiff Josefsen
Offentliggjort

På det konstituerende møde i Inatsisartut i dag fredag skal parlamentet forholde sig til, om de 31 medlemmer og en række suppleanter er valgbare.

Men forud for mødet bliver offentligheden reelt ikke klogere på, hvorvidt landets mest omtalte politiker i denne sammenhæng, Nikku Olsen, har en fortid, hvor der kan blive stillet spørgsmålstegn ved valgbarheden.

I et interview i AG den 27. marts afviser partiformanden, at han er dømt for vold, ligesom han tager kraftigt afstand fra de rygter, der har cirkuleret mod ham i den forbindelse.

Efterfølgende har Sermitsiaq.AG henvendt sig til Partii Inuit og spurgt, om Nikku Olsen ønsker at give mediet en fuldmagt, så vi kan få udleveret en udskrift fra Kriminalregistret om hans fortid.

Materialet kan endegyldigt hamre en pæl igennem de negative rygter, der har været - og rense politikeren.

Efterfølgende har Nikku Olsen meddelt via partiet, at han var travlt optaget i forbindelse med kommunalvalget. Men heller ikke efter valget har han reageret på Sermitsiaqs opfordring.

Powered by Labrador CMS