Inga Dora: - Jeg tog et aktivt valg om at flytte tilbage

Siden 2014 har Inga Dora Markussen stået i spidsen for Vestnordisk Råd som generalsekretær med arbejdsplads i Reykjavik. Men med udgangen af måneden er det slut. Hun tiltræder som uddannelseschef i Royal Greenland, og dert betyderm at hun flytter hjem til Grønland med sin mand og fire børn.

Dermed placerer hun sig midt i debatten om fraflytningen fra Grønland. Som reaktion på Robert Holmenes opslag har hun skrevet nedenstående indlæg, som hun har indvilliget i, at vi bringer i fuld længde:

LÆS OGSÅ: - Der er så mange der flytter - står det virkelig så skidt til i landet?

'Jeg har taget et aktivt valg om at flytte tilbage, på trods af at der er mange udfordringer i sundheds- og skolevæsen. Jeg ved hvad jeg forlod i Island og jeg ved hvad jeg gik ind til ved at komme tilbage. Det der slår mig, er den utrolige polarisering i vores samfund, og den meget "vi lader som om" at vi har det godt. At vi trives ved at tale om hinanden og ikke med hinanden. At vi ikke tåler successer, og har alt for travlt med at tale om det negative fremfor at trække det positive frem.

LÆS OGSÅ: 4.000 grønlændere rejser i løbet af 20 år

Denne mentalitet er drænende og trættende. Hvem kender ikke følelsen af at være "flad". Flad rent økonomisk eller flad rent menneskeligt. At skulle kæmpe hver dag, for at have nok at spise om et par uger, og spinke og spare mens prisniveauet bare stiger og stiger. Det dræner da også en for energi. Hvor er visionen om at gøre Grønland til et bedre sted at leve. Hvor er løsningsforslagene på at gøre Grønland billigere. Hvor er visionerne om at "vi er på samme båd og må ro den sammen".

LÆS OGSÅ: - Flyttet fra Nuuk og kommer helt sikkert aldrig hjem igen

Et samfund der ikke fremhæver de små sejre og minder os om hvem vi er som et folk, er et åndeligt fattigt folk. Vi må smøge ærmerne op og minde os om de små successer.

Der er to "væsener" som virkelig brug for et løft og komme ind i kampen og udnytte hvad den teknologiske udvikling har at byde på. Denne vitale infrastruktur har direkte indflydelse på vores fremtidsmuligheder. Lad os huske det ved kommende valg til Inatsisartut. Sæt det på dagsordenen.

Den tid hvor det var lokalsamfundet havde en større sammenhængskraft og alle "hjalp" hinanden i f. eks, med opdragelsen af byens børn, er langsomt ved at uddø. I dag er det "systemet" skyld når tingene ikke går godt nok. Igen! Husk at vi alle har et personligt ansvar for at få det bedste ud af vores liv, og hvis man er forhindret i det, så gælder det om at finde en løsning på hvordan man kommer videre.'