Indstilling: Coronavirus tages af liste over samfundskritiske sygdomme

I en ny bekendtgørelse placeres coronavirus på en liste over alment farlige sygdomme som eksempelvis tuberkulose i stedet for som tidligere - en samfundskritisk sygdom.

Coronavirus skal ikke betegnes som en samfundskritisk sygdom.
Offentliggjort

Naalakkersuisut har sendt en bekendtgørelse i høring i forbindelse med vedtagelsen af en ny epidemilov.

Bekendtgørelsen oplister forskellige sygdomme, og listen er den samme som i den tidligere epidemilov - dog med en vigtig undtagelse.

Det fremgår nemlig, at Landslægeembedet har indstillet, at coronavirus - Covid-19 - ikke længere er på listen over de værste sygdomme - de samfundskritiske sygdomme.

- Det skal bemærkes, at bekendtgørelsen omfatter samme sygdomme, som den nugældende regulering. Efter indstilling fra Landslægeembedet tages Corona-virus dog af listen over samfundskritiske sygdomme, skriver Selvstyret om den nye bekendtgørelse.

Vil ikke give samme beføjelser

Coronavirus blev optaget som en samfundskritisk sygdom 2. marts 2020 - men nu skal det altså være slut, hvis Naalakkersuisuts bekendtgørelse realiseres efter høringsperioden.

Når en sygdom kategoriseres som samfundskritisk, udløser det ifølge den nye epidemilov en helt række beføjelser til Naalakkersuisut i forhold til at indføre restriktioner om blandt andet forsamlinger og restriktioner eller forbud mod brugen af offentlige faciliteter. Altså de restriktioner som vi kender alt for godt, fra de seneste to år.

Nu skal coronavirus nedgraderes, og dermed vil nye tilfælde af sygdommen ikke give Naalakkersuisut disse beføjelser.

Kan påbyde indlæggelse eller isolation

Myndighederne har dog stadig en række beføjelser, hvis en borger lider en sygdom, der er på listen over alment farlige sygdomme. Det gælder blandt andet, at Landslægeembedet har mulighed for at påbyde foranstaltninger over for enkeltpersoner om "at lade sig undersøge, indlægge, isolere, behandle mv."

Ifølge bekendtgørelsen i høring er de samfundskritiske sygdomme:

  1. Kopper, Variola og Smallpox.
  2. Plettyfus, Typhus exanthematicus og Typhus fever.
  3. Tilbagefaldsfeber, Febris recurrens og Relapsing fever.
  4. Pest, Pestis og Plague.
  5. Spedalskhed, Lepra og Leprosy.

Stk. 2. Til samfundskritiske sygdomme henregnes endvidere følgende sygdomme med deres henholdsvis danske og internationale betegnelser:

  1. Marburg-sygdom og Marburg virus disease.
  2. Lassa-feber og Lassa fever.
  3. Ebola og Ebola virus disease.
  4. Svær Akut Respiratorisk Syndrom (SARS) og Severe Acute Respiratory Syndrome (SARS).

De alment farlige sygdomme er:

  1. Kolera, Colera asiatica og Cholera.
  2. Tyfus, Febris typhoidea og Typhoid fever.
  3. Paratyfus, Febris typhoidea og Typhoid fever.
  4. Salmonella infektioner, Salmonellosis og Salmonellosis.
  5. Bacillær dysenteri, Dysenteria bacterialis og Shigellosis.
  6. Polio, Poliomyelitis anterior acuta og Poliomyelitis.
  7. Meningokok-meningitis, Meningitis cerebrospinalis og Meningococcal epidemica meningitis.
  8. Meningokok-sepsis, Sepsis meningococcica og Meningococcal septicemia.
  9. Tuberkulose, Tuberculosis og Tuberculosis.
  10. Epidemisk gulsot, Hepatitis epidemica og Hepatitis A.

Stk. 2. Til alment farlige sygdomme henregnes endvidere følgende sygdomme med deres henholdsvis danske og internationale betegnelser:

  1. Verotoxin-producerende Escherichia Coli (VTEC) og Verotoxin-producing Escherichia Coli (VTEC).
  2. Methicillin-resistente Staphylococcus Aureus (MRSA) og Methicillin resistant Staphylococcus Aureus.
  3. Corona Virus 2019 (COVID-19) og Novel Coronavirus 2019 (COVID-19).
Powered by Labrador CMS