kønssygdomme

Indsats mod alarmerende antal syfilis-tilfælde

Antallet af kønssygdomme er alarmerende højt. Alene den dødelige og smitsomme syfilis-kønssygdom er eksploderet i antal. Siden 2010, hvor syfilis-antallet var et rundt nul, blev der sidste år konstateret 71 tilfælde.

Ubeskyttet sex er årsag til et meget højt antal kønssygdomme.
Offentliggjort

Gonoré og chlamydia er også på et bekymrende højt niveau med henholdsvis 1.323 og 3.051 tilfælde i 2016.

Indsats på vej

Udviklingen får nu naalakkersuisoq Agathe Fontain til at reagere. Hun forklarer over for Sermitsiaq.AG, at der i alle regioner er stor fokus på området, men ”udtalte rekrutteringsvanskeligheder påvirker niveauet for det smitteopsporende arbejde”.

Agathe Fontain oplyser imidlertid, at sundhedsvæsenet er i gang med at planlægge en strategi og handleplaner for sundhedsvæsenets arbejde med ”det sunde sexliv” samt forebyggelse og behandling af veneriske sygdomme.

- Idet området ikke kun skal løftes af sundhedsområdet er der behov for et tæt samarbejde og koordinering med andre sektorer, oplyser Agathe Fontain.

Landslægeembedet fastslår, at spredningen af syfilis giver anledning til bekymring.

- Derfor er sikker sex med kondom et vigtigt budskab. Desuden er villighed til at medvirke til smitteopsporing efter konstatering af syfilis også et vigtigt redskab til begrænsning af spredningen, meddeleles det fra landslægeembedet.

Besøg blandt de studerende

- Jeg har i år, indtil videre, besøgt to uddannelsesbyer, Sisimiut og Qaqortoq. Her holdte jeg et oplæg, for de unge studerende, om seksuel sundhed og med efterfølgende debat. Begge gange var det velbesøgt og der var en god debat om emnet. Inden årets udgang vil jeg besøge de øvrige uddannelsesbyer, siger naalakkersuisoq Agathe Fontain.

Flest kvinder registreret

Ifølge Grønlands Statistik er det især kvinderne, som bliver registreret med en kønssygdom. Forklaringen er, at kvinderne eksempelvis ved graviditet og fødsel får afsløret, at de er smittet. Tallene for, hvor mange der er smittet blandt mænd, kan med andre ord være langt højere, end hvad statistikkerne afslører.

Tallene, som landslægeembedet har leveret til Grønlands Statistik, stammer fra centrallaboratoriet på Dronning Ingrids Hospital.

Powered by Labrador CMS