Indien vil spille større rolle i Arktis
Indiens premierminister, Narendra Modi har drøftet et tættere samarbejde med Ruslands præsident, Vladimir Putin.
Endnu et af verdens indflydelsesrige lande har fattet stigende interesse for Arktis. Indien med over 1,3 milliarder indbygger vil nu spille en mere aktiv rolle i regionen, skriver Barents Observer.
4. og 5. september mødtes Indiens premierminister, Narendra Modi med Rusland præsident, Valdimir Putin i Vladivostok.
Og her var blandt andet Arktis på dagordenen fremgår det af et fælles slutdokument.
- Indien følger med interesse udviklingen i Arktis og er også parat til at spille en betydelig rolle i Arktisk råd, hedder det i erklæringen fra de to statsledere.
Indien har siden 2013 haft observatørstatus i Arktisk Råd.
- Indien ønsker at fremme samarbejdet med Rusland vedrørende Arktis.
Gas og olie
Den indiske interesse for Arktis handler blandt andet om den russiske naturgas, da landets vækstøkonomi har behov for energi-ressourcer. I forvejen har de to lande et tæt samarbejde på energiområdet og der er planer om at forlænge en eksisterende russisk-indisk pipeline, så det kan nå frem til Arktis.
Også når det gælder efterforskningen efter gas og olie i blandt andet russisk Arktis vil det to landes regeringschefer styrke samarbejdet.
- Lederne er besluttet på at fremme samarbejdet om geologiske efterforskninger og fælles udvikling af olie- og gasfelter i Rusland og Indien, inklusive offshore felter. De vil forsætte deres indsats for at udvikle leverancen af energi-ressourcer fra Rusland til Indien, inklusive en langtidsaftale om leverance af russisk råolie, den mulige brug af den Nordlige Sejlrute samt et pipeline-system, hedder det videre i dokumentet.