Implantater invaderes af bakterier og svampe
Et væld af mikroorganismer sætter sig rundt om implantater i mennesker, viser forskning for første gang. Forskerne aner ikke, hvad organismerne har af betydning for helbredet.
Ligesom med en båd, der har været i vandet i et par år, vil der på skruer, plader og pacemakers inde i kroppen sætte sig et væld af bakterier og svampearter, som også findes andre steder i menneskekroppen, for eksempel i tarmen.
Det sker, på trods af at implantaterne er helt sterile, inden de kommer ind i kroppen, viser dansk forskning for første gang ifølge Videnskab.dk.
Læs også på Videnskab.dk: Hvornår får vi is, der ikke smelter?
Forskere har tidligere undersøgt for mikroorganismer omkring implantater hos mennesker, der har en infektion, men aldrig på implantater hos symptomfrie patienter.
- Vi anede ikke, dette fandt sted hos symptomfrie patienter. Vi har afsløret en helt ny niché for bakterier og svampe inde i mennesket, siger Thomas Bjarnsholt, professor på Costerton Biofilm Center ved Københavns Universitet, til Videnskab.dk.
Han er seniorforfatter på den nye forskningsartikel, der lige er blevet udgivet i tidsskriftet APMIS - Journal of Pathology, Microbiology and Immunology.
Ny koloni af mikroorganismer
Til studiet brugte forskerne implantater, der alligevel skulle tages ud af levende mennesker.
Desuden fik de implantater taget ud af for nyligt døde mennesker, der ikke havde infektion omkring implantatet ved dødstidspunktet.
Læs også på Videnskab.dk: Forskere finder mulig årsag til, at kaffedrikkere er sundere
I alt havde forskerholdet implantater fra 106 mennesker. Dertil kom 39 kontrol-implantater, der skulle forsikre forskerne om, at mikroorganismerne, de fandt frem til, rent faktisk opstod inde i kroppen og ikke kom til under operationen eller de efterfølgende undersøgelser.
En del af kontrol-implantaterne havde derfor bare lige været ude af deres indpakning og inde i kroppen på mennesker i 20 sekunder, hvorefter de blev pakket ned og sendt til undersøgelse.
Et par kontrol-implantater havde slet ikke været ude af indpakningen og var altså sikret at være helt sterile. På den måde kunne forskerne også se, om deres metode til at undersøge for andet end menneske-DNA var for følsom og ved fejl fandt frem til tegn på mikroorganismer.
Resultatet viste, at:
- 70 procent af de almindelige implantater havde flere bakterie- og svampearter på sig.
- Implantaterne ikke var inficeret af skadelige bakterier og angrebet af immunforsvaret.
- Kontrollerne var fri for mikroorganismer.
Mikroorganismer kan beskytte mod infektion
- Det er en grundig undersøgelse, der sikrer, at de ikke finder frem til falske positiver, men at der rent faktisk er mikroorganismer på de her implantater, når de har været i kroppen i noget tid, siger Mogens Kilian, professor emeritus ved Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet.
Han har ikke bidraget til undersøgelsen, men forsker selv i menneskets bakterier.
Læs også på Videnskab.dk: Hvad i alverden skulle mægtig jernalderfyrste med et gigantisk vandhul?
Den nye undersøgelse afslører ikke, hvad mikroorganismerne har haft af betydning for patienterne.
- Det kan være, at de beskytter mod skadelige bakterier. Måske de har noget at gøre med, at det overhovedet er muligt, at man kan have implantater inde i kroppen, siger Thomas Bjarnsholt til Videnskab.dk og slutter:
- Måske vi kan forebygge kroniske infektioner ved at lade bestemte bakteriearter og svampe vokse på implantatet, inden vi sætter det ind i kroppen på mennesker. Det ville være ret fantastisk.
Andre artikler på Videnskab.dk:
Havde man toiletter i stenalderen?
Blev amerikanske diplomater syge af mystisk lyd?
Penisstørrelse: Er stor virkelig bedst?