IMAK: Få folkeskolen op af syltekrukken
Lærernes fagforening giver sin opbakning til IA, der presser på for at få gennemført forbedringer i folkeskolen og ikke fortsat vente på en reform.
Alt for længe er forslag til forbedringer af folkeskolen blevet afvist med henvisning til, at der arbejdes på en reform af hele folkeskolen. Naalakkersuisut kalder reformprojektet "Et sammenhængende og fleksibelt uddannelsessystem".
Men det skal være slut nu, mener Inuit Ataqatigiits Sofia Geisler og Peter Olsen, der begge er medlem Udvalget for Uddannelsen, Kultur & Kirke i Inatsisartut.
- Vi henstiller, at arbejde med reformen af skole- og uddannelse, der indtil videre er foregået over snart to valgperioder, indstilles, og at kræfterne herefter skal bruges på at rette op på forhold i folkeskolen, der samtidigt skal gøre skolen stærkere end den er i dag.
- Ved ikke at handle nu er vi med til at acceptere, at alt alt for mange børn ikke kommer videre i uddannelsessystemet, og der er ingen tvivl om, at tiden er inde til sætte ind overfor driften af folkeskolen, skriver de to IA-politikere i en fællesudtalelse.
IMAK: Forslag til forbedringer skydes ned
Og de to får opbakning fra lærernes fagforening IMAK:
- Når kommissionsarbejde bliver en syltekrukke, så kan vi ikke andet end bakke op bag initiativet fra Peter Olsen og Sofie Geisler om at stoppe arbejdet med Skole- og Uddannelsesreformen, udtaler formand Birthe Møller Therkildsen i en pressemeddelelse.
Fagforeningen har fra starten været kritisk overfor reformarbejdet, da det blev sat i gang uden inddragelse af lærerne:
- Arbejdet blev sat i gang uden på nogen måde at inddrage os lærere i arbejdet, og siden er det ene efter det andet af forslag til forbedringer blevet skudt ned under henvisning til arbejdet i Skole og Uddannelsesreformen. Det går simpelthen ikke længere, lyder det fra Birthe Møller Therkildsen.
IA: Brug evalueringen fra 2015
Resultaterne i folkeskolen har gennem adskillige år været under beskydning. I 2015 kom der en evaluering af folkeskolen, og det er blandt andet den, at Peter Olsen og Sofia Geisler ønsker, at man tager fat i:
- Vi ved, hvilke forbedringsmuligheder evalueringen fra 2015 pegede på, og det behøver vi ikke at vente på at få implementeret til en reform engang i fremtiden, skriver de to IA-politikere.
Gennem de senere år er flere konkrete forslag blevet henvist til at blev taget med i reformarbejdet i stedet for at blive gennemført med det samme.
Det gælder eksempelvis et forslag fra Peter Olsen i efteråret 2019 om at sætte et loft over antallet af elever i folkeskolens klasser. Og et forslag fra foråret 2019 hvor Demokraatits Randi Vestergaard Evaldsen ønskede at digital-færden skulle udgøre et selvstændigt fag.