Nordgrønland
Ilulissat plages af indbrud i de sene nattetimer
Husk at låse døren på din arbejdsplads, og tænk over, hvordan du kan undgå indbrud, lyder opfordringen fra politiet i Ilulissat
Ilulissat har i den seneste tid været præget af indbrud i virksomheder og offentlige bygninger.
De fleste af indbruddene sker i tidsrummet mellem klokken 3 til 6 om natten.
- Derfor skal vi endnu engang opfordre til, at man sørger for, at alle vinduer og døre er lukkede og låst, når man forlader arbejdspladsen, samt at der ikke opbevares kontanter eller let omsættelige varer på stedet, lyder opfordringen fra Sebastian Bech, operativ leder, politiet i Ilulissat.
Læs: Politiet søger vidner i drabssag fra Ilulissat
Derudover opfordrer Sebastian Bech til, at de erhvervsdrivende fortsat indleverer videoovervågning til politiet, som anvender det i efterforskningen af indbruddene.
Skulle borgerne blive tilbudt varer, der kan stamme fra indbrud, bedes de ligeledes kontakte politiet.
Lad os løse det i fællesskab
Ønsker de erhvervsdrivende yderligere vejledning i, hvordan de sikrer sig mod indbrud, er de velkomne på politistationen i Ilulissat, meddeler Sebastian Bech.
Læs: Hærværk og tyveri ved lystbåde