Ilulissat: Embedslæge advarer mod ræve
Ræve tæt på turistbyen Ilulissat bekymrer embedslægen, fordi de kan være syge af den smitsomme rabies, som er farlig for mennesker.
Hold jer væk fra rævene, opfordrer embedsdyrlægen i Ilulissat.
Rævene er begyndt at komme tæt på Ilulissat, fordi de er sultne, og da sygdommen rabies gør, at de mister deres naturlige skyhed overfor mennesker, oplyser Selvstyret på sin hjemmeside.
- Vi vil gerne opfordre folk til at holde sig væk fra rævene. Hvis du bliver bidt af en ræv, der har tegn på rabies, skal du straks kontakte sundhedsvæsenet med henblik på rensning af sår og behandling, understreger embedsdyrlægen Sanne Eline Wennerberg, Ilulissat.
Sådan opfører en rabiesræv sig
Ræve med rabies er ofte mere aggressive og angriber oftere. De er tit forvirrede og savler. En rask ræv holder sig langt væk fra mennesker og vil løbe væk – en ræv med rabies er ikke længere bange for mennesker.
Avannaata Kommunia har taget gode tiltag til at skyde ræve og vil blive ved med det. Ser du ræve så kontakt kommunen eller politiet, lyder opfordringen fra Selvstyret.