Icelandair gennemfører stor fyringsrunde
Færre end hvert tiende fly fra Icelandair kommer på vingerne under coronaudbruddet. Nu koster det job.
Icelandair afskediger omkring 2000 ansatte. Det sker på grund af de konsekvenser, coronapandemien har for flytrafikken.
Det meddeler luftfartsselskabet tirsdag ifølge nyhedsbureauerne Reuters og AFP.
Som mange andre luftfartsselskaber kæmper Icelandair for at komme igennem krisen i en tid med manglende indtjening.
Afskedigelserne af omkring 2000 ansatte er nødvendig for at mindske udgifterne til løn, meddeler selskabet.
- Vi håber, at vi hurtigt kan gå op igen, så snart markederne begynder at komme sig, og tilbyde de berørte ansættelse igen, siger Icelandair-direktør Bogi Nils Bogason ifølge Reuters.
På grund af virusudbruddet har Icelandair i øjeblikket under 10 procent af det normale antal flyafgange.
- Som svar på denne situation tager Icelandair Group omfattende tiltag for at få selskabet gennem en forlænget periode med minimumsdrift, herunder en betydelig reduktion i antal ansatte samt ændringer i organisationsstrukturen, hedder det i meddelelsen fra selskabet.