ICC ved Arctic Frontiers: Lad ikke historien gentage sig
International ICC forkvinde Sara Olsvig har i den forgangne uge deltaget i den store norske Arktis-konference Arctic Frontiers, hvor energiforsyning og sikkerhedspolitik stjal dagsordenen.
Emnerne var mange ved årets Arctic Frontiers i Tromsø i Norge (Romsa på samisk). Blandt andet deltog international forkvinde for ICC Sara Olsvig i en af hoveddebatterne om 'outmigration' sammen med Norges statsminister Jonas Gahr Støre.
Her blev der talt om udfordringerne ved, at mange unge mennesker vælger at fraflytte arktiske områder blandt andet på grund af manglende industriel og erhvervsmæssig udvikling, for at beskytte de sårbare naturområder og oprindelig levevis i de arktiske områder.
Men selvom konferencen forsøgte at bringe mere jordnære debatter
til konferencedeltagerne, var der stort fokus på de enorme udfordringer
for hele Arktis, som Ruslands invasion af Ukraine medbringer.
Kolonisering gennem kampen om ressourcer
Særligt energiforsyning og den sikkerhedspolitiske situation blev drøftet ugen
igennem.
- Staterne i Arktis skal tænke sig rigtig godt om. Selvfølgelig er det vigtigt at kunne energiforsyne sig selv. Ligesom vi har set i Grønland og andre steder i Inuit Nunaat, så har der gennem århundreder været strømninger af kolonisering, også gennem kampen for ressourcer, siger Sara Olsvig til Sermitsiaq.AG.
Hun understreger, at udvinding af naturressourcer i Arktiske områder ikke altid er foregået på en ordentlig måde.
- Vi skal huske historien, og lære af dens konsekvenser. I de nye strømninger af ressourceprojekter er det vigtigt, at indgå ligeværdige partnerskaber med arktiske folk, og at huske, at der i forvejen bor folk i Arktis. Det er ikke altid de store selskaber
og regeringerne syd husker dette, påpeger ICC-forkvinden.
Et af de steder, hvor man i øjeblikket har fokus på netop det, er i det nordlige Sverige, hvor det statsejede svenske mineselskab LKAB for nyligt har offentliggjort det største fund af sjældne jordarter i Europa. Det bekymrer samerne i området.
Stort fund i Sverige har genstartet debat
Blandt samerne i Nordsverige er udvidelsen af minedriften nemlig også blevet til et spørgsmål om overlevelse. Mange samere lever som rensdyrhyrder, og minerne gør det ifølge næstformand for det samiske parlament, Stefan Mikaelsson sværere at drive dyrene til steder, hvor de kan få mad.
- Vi ønsker ikke mere udvinding af naturlige ressourcer. Vi ønsker at beskytte vores levevis og den biologiske diversitet i Arktis. Det er afgørende også for folk på kontinentet, har Stefan Mikaelsson udtalt til Ritzau.
Og det er hovedet på sømmet i Sara Olsvigs budskab.
- Fra ICC er vores opfordring, at regeringerne og selskaber, som ønsker at
igangsætte store projekter i Arktis, sikrer, at dette sker med fuld
deltagelse og i partnerskaber med arktiske oprindelige folk. Den nye
udvikling må ikke blive en ny kolonisering, i sikkerhedspolitikkens navn, slår hun fast.