ICC: Opfyldelsen af vores rettigheder er bydende nødvendigt

Sara Olsvig, forkvinde for Inuit Circumpolar Council, er glad for det kommende fokus på oprindelige folk i Arktis i Kongeriget Danmarks formandskab for Arktisk Råd.

Offentliggjort

Mandag overgik formandskabet for Arktisk Råd til Kongeriget Danmark med Grønland i spidsen.

Det skete i Tromsø i Norge, hvor Inuit Circumpolar Council også var til stede. Forkvinde Sara Olsvig gav også en tale, hvor hun hyldede medlemmerne af Arktisk Råds udholdenhed, bevisthed og dedikationer til at opretholde fred, stabilitet og samarbejde i Arktis.

ICC er permanent deltager og stiftende medlem af Arktisk Råd.

- Vi roser alle stater og oprindelige folks organisationer for vores fælles og succesfulde indsats for at anerkende og understrege Arktisk Råds rolle for alle arktiske folk, sagde Sara Olsvig.

Ved fremlæggelsen af Kongeriget Danmarks arbejdsprogram for formandskabet i Nuuk for en måned siden udtrykte Sara Olsvig stolthed over, at det første tema i arbejdsprogrammet er ”oprindelige folk og samfund i Arktis.”

- Efter at have stået over for mange forandringer i de seneste århundreder er vores fulde og effektive deltagelse og meningsfulde engagement i al politisk beslutningstagning en minimumsstandard. Vi har sagt det mange gange - intet om os uden os, sagde hun i Tromsø.

Stagnation er ikke en mulighed

Sara Olsvig kom ind på oprindelige folks kollektive rettigheder, som er bekræftet i FN’s deklaration om oprindelige folks rettigheder.

- At anerkende os som ligeværdige partnere og vores menneskerettigheder som oprindelige folk kræver, at en fælles forståelse af fortiden, nutidens udfordringer og vejen frem søges. Opfyldelsen af vores rettigheder på alle forvaltningsniveauer er bydende nødvendig, sagde hun.

I sin tale bifaldt Sara Olsvig de fremskridt, som er gjort i løbet af de sidste to år, hvor Norge har haft formandskabet.

- Arktisk Råd giver en vigtig platform for Inuit til at påvirke den internationale udvikling i vores region, sagde hun.

Til sidst bød hun Kongeriget Danmarks formandskab velkomment, hvor Grønland vil være i spidsen og anerkender igen det stærke fokus på at styrke de arktiske oprindelige folks deltagelse og oprindelige folks viden som en del af arbejdsprogrammet.

- Der skal gøres yderligere fremskridt – stagnation er ikke en mulighed.

- Med dette udtrykker vi vores fulde støtte til Romssa-Tromsø-erklæringen, og vi ser frem til fortsat at styrke og beskytte Arktisk Råd, afslutter Sara Olsvig.

Powered by Labrador CMS