ICC opfordrer Naalakkersuisut til at skrive under på Paris-aftalen

ICC International, der repræsenterer oprindelige folks rettigheder og interesser på verdensplan, sender en klar opfordring til Naalakkersuisut, om at skrive under på Paris-aftalen for at intensivere kampen mod klimaforandringer.

Denne uge har deltaget i FN’s Local Communities and Indigenous Peoples’ Platform samt Arktisk Råds samling vedrørende Arktis i Girkonjárga-Kirkenes, Sápmi - Norge. ICC
Offentliggjort

Oprindelige folks rettigheder skal være i fokus, når verdens ledere taler om klimaforandringer. Det kræver blandt andet at Naalakkersuisut sidder med til bords, når Paris-aftalen diskuteres. Invitationen til møderne afhænger af om Grønland indgår i Paris-aftalen.

Sara Olsvig, forkvinde for ICC International, betoner den betydningsfulde rolle, Paris-aftalen spiller i at tackle klimakrisen og beskytte oprindelige folks rettigheder.

- Paris-aftalen var historisk for oprindelige folks deltagelse i FN's klimaforhandlinger, og den har skabt en ny minimumsstandard for oprindelige folks indflydelse på beslutningsprocessen vedrørende klimaforandringer, siger hun til Sermitsiaq.AG.

Det kræver deltagelse at holde fokus

I denne uge har ICC deltaget i FN’s Local Communities and Indigenous Peoples’ Platform samt Arktisk Råds samling vedrørende Arktis i Girkonjárga-Kirkenes, Sápmi - Norge. Det har Naalakkersuisut ikke. Og det betyder, at der er færre til at holde fokus på oprindelige folks rettigheder, understreger Sara Olsvig.

- Vi ser med bekymring tilbage på sidste års klimatopmøde, hvor fokus på rettigheder blev fjernet fra slutteksten. Oprindelige folks rettigheder bør forblive i centrum for klimaforhandlinger, og det er netop, hvad Paris-aftalen understøtter.

Paris-aftalen indebærer også et mål om at begrænse den globale opvarmning til under 1,5 grader Celsius for at minimere klimaforandringerne og de deraf følgende konsekvenser. ICC opfordrer derfor Grønlands regering til at indgå i Paris-aftalen og aktivt bidrage til at nå dette mål.

Inatsisartut skal behandle sagen

Sara Olsvig bemærker, at Grønland endnu ikke har skrevet under på Paris-aftalen, selvom landet tidligere har tilsluttet sig Kyoto-protokollen.

- Vi opfordrer Naalakkersuisut til at handle og sikre, at Grønlands stemme og interesser er fuldt repræsenteret i klimaforhandlingerne, understreger hun.

Inatsisartut skal den 24. oktober 2. behandle et forslag om, at Grønlands territoriale forbehold for Parisaftalen skal ophæves og meddeles De Forenede Nationers Klimakonvention, UNFCCC. Men der har været en del uenigheder i koalitionen om spørgsmålet.

Klimaforandringer har en direkte indvirkning på oprindelige folks levevis og økosystemer i Arktis og andre regioner. ICC insisterer på, at klimaretfærdighed skal inkludere en menneskerettighedsbaseret tilgang og et retfærdigt og etisk perspektiv.

ICC International vil deltage ved COP28 senere i år i Dubai, hvor organisationen vil fortsætte sin kamp for oprindelige folks rettigheder og for en mere retfærdig og bæredygtig fremtid for alle i Grønland og resten af verden. Opfordringen til Naalakkersuisut om at skrive under på Paris-aftalen er en afgørende del af denne mission.

Powered by Labrador CMS