ICC ønsker stemmeret i Arktisk Råd

ICC Grønland bakker op om, at Grønland får en mere fremtrædende rolle i Arktisk Råd. Organisationen mener dog, at oprindelige folks organisationer bør have mere indflydelse og stemmeret i rådet.

Offentliggjort

I sidste uge kom det frem, at Grønland fremadrettet får en mere fremtrædende rolle under møderne i Arktisk Råd.

ICC Grønland kalder udmeldingen for en naturlig udvikling:

- Det er en naturlig udvikling, som jeg støtter fuldt ud. Det er helt naturligt, at det er den arktiske del af kongeriget, som indtager førerrollen i det arktiske samarbejde – det er jo os, som samarbejdet i Arktisk Råd vedrører, siger Hjalmar Dahl, præsident for ICC Grønland, i en pressemeddelelse.

ICC Grønland peger på, at der som hovedregel ikke træffes tunge udenrigspolitiske beslutninger om forsvar og sikkerhed i rådet.

Ønsker stemmeret

I stedet har rådet større fokus på emner som miljøbeskyttelse, klima, sundhed, maritimt samarbejde og bæredygtig økonomisk udvikling.

Om Arktisk Råd

  • Arktisk Råd er et forum for drøftelse af arktiske anliggender, herunder emner som miljøbeskyttelse, klima, sundhed, marint samarbejde og bæredygtig økonomisk udvikling i Arktis.
  • Arktisk Råds medlemmer tæller de otte arktiske stater: Canada, Rusland, USA, Kongeriget Danmark, Norge, Island, Sverige og Finland.
  • Seks organisationer, der repræsenterer de oprindelige folk i Arktis, de såkaldte permanent participants, er også med: Aleut International Association, Arctic Athabaskan Council, Gwich'in International Council, Inuit Circumpolar Council (ICC), Russian Association of Indigenous Peoples of the North of Saame Rådet
  • Desuden deltager en lang række lande og organisationer som observatører, i alt 40.

Kilde: Udenrigsministeriet/ICC Grønland

Og ICC Grønland mener, at de oprindelige folks organisationer bør have mere direkte indflydelse på det arbejde, og at Arktisk Råd må udvikles:

- Det er en underlig fornemmelse at deltage i møderne uden stemmeret, da emnerne direkte vedrører os. Derfor må der fremadrettet også arbejdes på mere meningsfuld deltagelse for oprindelige folks permanente deltagere i Arktisk, som ICC.

- Kort sagt ønsker vi stemmeret i Arktisk Råd, siger Hjalmar Dahl.

Selvom Grønland har fået lov til at tale før Danmark ved møderne i Arktisk Råd, så oplyste Naalakkersuisut, at det stadig er uafklaret om Grønland også får lov til at være såkaldt 'head of delegation' ved møderne.

Powered by Labrador CMS