IA’s kandidater: Cybersikkerhed, sundhed og ansvar for fødevarer

IA’s tre kandidater skyder valgkampen i gang ved at præsentere egne mærkesager ved et pressemøde tirsdag.

De tre kandidater, har udover partiets IA's primære mærkesager, egne sager som de brænder for. - Kassaaluk Kristensen
De tre kandidater, har udover partiets IA's primære mærkesager, egne sager som de brænder for. - Kassaaluk Kristensen
De tre kandidater, har udover partiets IA's primære mærkesager, egne sager som de brænder for. - Kassaaluk Kristensen
Offentliggjort

IA stiller med tre kandidater til folketingsvalget den 1. november.

Aaja Chemnitz, som fik 5.669 personlige stemmer ved seneste folketingsvalg i 2018 og som nu stiller op til valget for tredje gang bliver ledsaget af Aqqalukkuluk Fontain fra Nuuk og Arnâránguak' Inûsugtok' Rohde der bor i Ilulissat i kampen om at nå Christiansborg.

Inuit Ataqatigiit vil på nuværende tidspunkt ikke pege på en politiker som kommende statsminister men har præsenteret ti krav, som de vil stille til forhandlingerne med efter valget. Sermitsiaq.AG har spurgt de tre kandidater, hvilke mærkesager, de brænder mest for.

- Udover de allerede nævnte mærkesager, så vil jeg gerne arbejde for en styrkelse af cybersikkerheden i Grønland. Cybersikkerheden ligger under forsvaret, og der mener jeg, at vores sikkerhed skal kunne sidestilles med den danske regerings sikkerhedskvalitet, fortæller Aqqalukkuluk Fontain til Sermitsiaq.AG.

Han er Account Manager i Tusass og er 34 år. Han fortæller, at et cyberangreb i de større virksomheder som Air Greenland, Tusass eller RAL vil have en voldsom dominoeffekt i samfundet, ligesom det tidligere er set at et angreb i sundhedsvæsenet har lammet en stor del af betjeningen af befolkningen.

Også Royal Greenland har været ramt af et større cyberangreb, som skabte problemer på virksomhedens it og kommunikationskanaler.

Sundhedstilbud og familier

Den seneste tid har flere partier erkendt problemet med at løfte sundhedsvæsenet. Atassut er det parti der har peget på at give sundhedsområdet tilbage til Danmark. Men IA vil ikke overgive ansvaret, men hælder mere til bredere samarbejde omkring sundhedsydelser.

Aqqalukkuluk Fontain peger på muligheden for at udvikle telemedicin, så læger fra andre lande end Grønland og Danmark kan benyttes under udredning af patienter i Grønland, mens Aaja Chemnitz uddyber overfor Sermitsiaq.AG, at Grønland bør blive en del af den danske kræftpakke, så flere kræftpatienter i Grønland kan få bedre muligheder for behandling og så udredningen kan gå hurtigere.

Et af kravene, som IA vil stille til den kommende statsminister efter valget er, at den danske stat skal afsætte 50 millioner kroner ekstra til bekæmpelse af seksuelle overgreb af børn og unge i Grønland. Her forklarer Aaja Chemnitz, at det er vigtigt for ofre at kunne finde hjælp og behandling i lokalsamfundet, og at hun derfor finder det vigtigt, at der er børnehuse der arbejder med behandling af børn og unge i flere byer.

- Samtidig vil jeg fortsætte mit arbejde for ligeløn for politi og anstaltsbetjente i rigsfællesskabet. Det er meget vigtigt, at retssikkerheden er på sin plads, og at alle i rigsfællesskabet kan føle sig sikre og trygge, uanset de bor i større byer eller bygder. Det betyder også, at jeg vil arbejde for bedre løn for kommunefogeder, så vi dækker flest bopladser med kommunefogeder, fortæller Aaja Chemnitz.

Kommunefogeder og fødevarer

Arnâránguak' Inûsugtok' Rohde, 41 år, har erfaring indenfor bygdebestyrelsespolitik og påpeger, at hun kender til kommunefogeders og politibetjentes arbejdsvilkår, da hendes mand har et arbejde på det område. Hun påpeger, ligesom Aaja Chemnitz, at kommunefogeders arbejdsvilkår bør løftes så retssikkerheden i bygderne kan blive markant bedre.

Udover retssikkerhed, så mener hun at ansvaret omkring fødevarer bør tilpasses Grønland og gøres klar til hjemtagelse, så Grønland i højere grad kan blive selvforsynende.

- Med den internationale krise vi står i, så ser jeg et stort potentiale i, at vi arbejder henimod mere selvforsyning. Det kan vi gøre ved at hjemtage ansvaret for fødevareområdet, og gøre plads til salg af for eksempel sæsonpræget kød, siger Arnâránguak' Inûsugtok' Rohde.

Hun peger også på, at grøn energi er en af de ting, som Grønland skal arbejde på for at tiltrække investorer udefra.

Powered by Labrador CMS