IA vil sænke elevtallet i klasserne

Inuit Ataqatigiit går til valg på især tre mærkesager. Elevtallet i folkeskoleklasserne skal reduceres fra 26 til 18 elever. Der skal bygges 1000 almene boliger og iværksætterne skal have tre års skattefrihed, så yderligere vækst i samfundet skabes.

Partiformanden for Inuit Ataqatigiit , Sara Olsvig, var frontfiguren, da partiets valgprogram blev præsenteret på Inuk Hostels i Nuuk.
Offentliggjort

Landets næststørste parti Inuit Ataqatigiit præsenterede sit valgprogram mandag, og partiet lagde ikke skjul på, at især tre mærkesager lå det meget på sinde: folkeskolen, boliger og bedre vilkår for iværksættere, så der bliver skabt flere arbejdspladser.

De store linjer

Det var partiformanden, Sara Olsvig, der tegnede de store linjer, mens Mute B. Egede uddybede partiets boligpolitik, mens Aqqaluaq B. Egede tog sig partiets visioner om et forbedret uddannelsessystem.

- Vore børn har ret til en god uddannelse, og uddannelsessystemet skal forbedres. Partiets mål er, at 80 procent af eleverne fra folkeskolen fortsætter med at videreuddanne sig, fortalte partiformanden Aqqaluaq B. Egede. Og det ambitiøse mål skulle gerne være nået i 2030.

To-lærersystem

Partiet afslørede samtidig, at man ønsker at få indført et to-lærersystem på mindstetrinnet og antallet af elever i klasserne skal reduceres fra de nuværende 26 til 18 elever for hele landet.

To-lærersystemet kan bestå af en pædagog og en lærer, uddybede Sara Olsvig.

De mange elever, som må forlade hjemmet for at bo på elevhjem skal der også være et øget fokus på.

- Elevhjemmene skal laves om til døgninstitutioner, så der er voksne, der kan tage hånd om elevernes problemer. De skal have en skulder at kunne støtte sig til, forklarede Aqqaluaq B. Egede.

1000 nye almene boliger

Retten til en bolig ligger også partiet meget på sinde og varslede en boligreform, der kunne sikre 1000 nye almene boliger rundt om i landet inden år 2030

- Alle har ret til en bolig, og vi skal reformere den måde vi tænker på, når vi bygger boliger, sagde Mute B. Egede.

Han pegede på, at det var nødvendigt at man byggede mere sammenhængende boliger, hvor børn, forældre og bedsteforældre kunne bo under samme tag.

IA mener, at man skal have udvidet mulighederne for, at man kan gå fra lejer til ejer af sin bolig og varslede, at nye finansieringsformer på boligområdet skulle gennemføres.

Skattefrihed til iværksættere

Iværksætterne, som har ideerne og ønsker at realisere dem i nye arbejdspladser, skal der også tages bedre hånd om, fortalte partiformanden.

- Iværksættere skal ikke møde ”lukkede døre” hos myndighederne, sagde Sara Olsvig, der bebudede, at partiet var parat til at give iværksætterne tre års skattefrihed, så de kunne skabe nye arbejdspladser og sikre væksten i samfundet.

Powered by Labrador CMS