IA vil have Danielsen fjernet
Aqqaluaq B. Egede mener, at naalakkersuisoq for boliger og infrastruktur ved flere lejligheder er kommet med urigtige oplysninger. Karl Frederik Danielsen afviser, at han har løjet
IA's næstformand Aqqaluaq B. Egede er ude med et barskt angreb rettet mod naalakkersuisoq for boliger og infrastruktur, Karl Frederik Danielsen (S).
- Naalakkersuisoq for boliger og infrastruktur har indtil flere gange haft udmeldinger der direkte er i modstrid med hinanden. Pressemeddelelser og ukorrekte oplysninger til Inatsisartut kommer ud i en lind strøm og disse skaber usikkerhed i vores arbejde samt i vores beslutninger, siger han i en pressemeddelelse.
Aqqaluaq B. Egede (IA) henviser blandt andet til, at Karl Frederik Danielsen (S) i forbindelse med et pressemøde om forsvarets fortsatte brug af Kangerlussuaq, svarede ja på et direkte spørgsmål fra KNR, om hvorvidt der eksisterer en ikke-offentliggjort aftale om, at forsvaret betaler for renovering og drift af Kangerlussuaq.
Sermitsiaq.AG kunne få dage senere fortælle, at en sådan aftale ikke eksisterer.
Aqqaluaq B. Egede (IA) peger desuden på, at naalakkersuisoq måtte fremsætte en rettelse til Inatsisartut og igen efter en spørgetime måtte rette en udtalelse.
Kan ikke genkende kritikken
Karl Frederik Danielsen (S) afviser kritikken
- Det fremgår af Aqqaluaq B. Egedes udmelding, at jeg konstant fremkommer med ukorrekte oplysninger, som skaber usikkerhed. Dette kan jeg på ingen måde genkende, siger han i en pressemeddelelse.
Han kommer dog ikke ind på de konkrete kritikpunkter.
I forbindelse med spørgsmålet om Kangerlussuaq udsendte Karl Frederik Danielsen en 'præcisering' om, at der ikke foreligge nogen aftale.
Siden har han til KNR skriftligt udtalt:
- Jeg er fuldt bevidst om, at jeg svarede ja til dit spørgsmål, hvorfor jeg netop fandt det nødvendigt at udsende en kort pressemeddelelse for at korrigere mit svar. Der foreligger ikke en hemmelig underskrevet aftale.
Samarbejdspartiet enig i kritikken
Aqqaluaq B. Egede (IA) mener, at sagerne bør have konsekvenser.
- Hvis ikke naalakkersuisoq for boliger og infrastruktur kan udføre sit hverv på en forsvarlig og ansvarlig måde må han træde tilbage.
Han bakkes op af Tillie Martinussen (Sam).
- Der bør uddeles en næse, eller en fyreseddel, siger hun i en pressemeddelelse som reaktion på spørgsmålet om Kangerlussuaq.
- Vi skal kunne se, at det har konsekvenser at udtale sig forkert om sit område. Det kan ikke hjælpe noget, at en naalakkersuisoq ikke magter at svare på spørgsmål om sit eget område, og aftaler indgået herunder.
- Skaber usikkerhed
Aqqaluaq B. Egede (IA) mener, at Demokraatit, Siumut, Nunatta Qitornai og Atassut ligeledes burde reagere.
- Naalakkersuisoqs konstante ukorrekte oplysninger skaber usikkerhed ude hos selskaberne, organisationerne samt ude i samfundet og de politiske partier. Hvis man arbejdede ansvarligt, ville baglandet allerede have reageret. Topstyring hos koalitionen samt nikkedukkeri i Inatsisartutgruppen viser, at Naalakkersuisut kan agere som de vil og dette er meget farligt for vores land.
Karl Frederik Danielsen (S) afviser også på dette punkt kritikken.
- Der observeres øget vækst og velstand alle steder i landet, der er stort set ingen arbejdsløshed. Og hvorfor bygges der? Det gør der fordi folk ikke oplever usikkerhed. Vores borgere har stor tillid til, at de gode tider fortsætter og flere vil opleve velstand og bedre forhold både inden for boligforhold og på arbejdsmarkedet generelt, siger han.
Aqqaluaq B. Egede (IA) vil gå videre med sagen.
- Hvis Formanden for Naalakkersuisut ikke magter at være sit ansvar bevidst og hvis ikke Naalakkersuisuts bagland i Inatsisartut kan tage ansvar, vil Inuit Ataqatigiit handle ud fra de gældende bestemmelser. Vi må få det dokumenteret om koalitionen er villige til at alle deres ressourcer til at grave alt snavs ned i undergrunden, eller om de har mod til at stille Naalakkersuisoq for Boliger og Infrastruktur til ansvar for dennes handlinger.