Børn og unge
IA: Utilfredsstillende at bestemmelser ikke er blevet fulgt
Inuit Ataqatigiit vil gøre alt, hvad partiet kan for at sikre, bestemmelserne om tilsyn følges af departementet for sociale anliggender, efter at det er kommet frem, at berørte kommuner ikke er blevet orienteret om resultatet af en gennemført social tilsyn
Som Sermitsiaq.AG skrev den 20. marts, så er det ifølge landets fire borgmestre sørgeligt, at kommunale ansatte i to af landets kommuner bliver kriminaliseret på baggrund af en tilsynsrapport, som de to kommuner end ikke engang har set.
Borgmestrenes fælles udmelding kom, efter at Inatsisartuts familie- og sundhedsudvalg udsendte en pressemeddelelse, hvor udvalget, ifølge udvalgets formand, Demokraternes Tillie Martinussen, var dybt chokeret over kommunal omsorgssvigt af børn og unge, efter at naalakkersuisoq for familie, ligestilling og sociale anliggender, Siumuts Martha Lund Olsen, havde orienteret om resultatet af selvstyrets gennemførte sociale tilsyn i Qaasuitsup Kommunia og Qeqqata Kommunia.
Læs: Udvalg dybt chokeret over kommunal omsorgssvigt af børn og unge
Berørte kommuner ikke hørt
Men ifølge de fire borgmestre er det interessant for dem at høre, om departement for sociale anliggender har handlet efter bestemmelserne om tilsyn og tilsynsrapporter, da resultatet af tilsynsrapporten, som Martha Lund Olsen har præsenteret for Inatsisartuts familie- og sundhedsudvalg, på daværende tidspunkt ikke var blevet modtaget og gennemgået af de to berørte kommuner.
- Den fastsatte fremgangsmåde er på det oplyste ikke fulgt, hvor Inatsisartuts familie- og sundhedsudvalg er præsenteret for rapporter, der end ikke var modtaget af kommunerne. I de tilfælde, hvor rapporterne har været modtaget af kommunerne, ser det ikke ud til, at departementet for familier og sociale anliggender har indhentet oplysninger om kommunernes tiltag i forhold til rapporternes faglige og saglige indhold, skrev formanden for kommunernes landsforening Kanukoka, Siumuts Martha Abelsen, 20. marts på vegne af landets fire borgmestre.
Læs: Borgmestrene: Sørgelig kriminalisering af kommunalt ansatte
IA: Bestemmelserne skal følges
Inuit Ataqatigiits medlemmer i familie- og sundhedsudvalget i Inatsisartut, Juliane Henningsen og Aaja Chemnitz Larsen reagerer nu på landets fire borgmestres udmelding.
- Kommunerne har efter eget udsagn først modtaget tilsynsrapporterne fra departementet for familie, ligestilling og sociale anliggender efter deres anmodning og ikke efter de to måneder, som bestemmelserne ellers tilsiger, skriver de to IA'ere i fælles pressemeddelelse med overskriften ‘Samarbejde og troværdighed skaber bedre vilkår for børn’.
Og de to fortsætter:
- Det er ikke tilfredsstillende, og Inuit Ataqatigiit opfordrer til, at bestemmelserne selvfølgelig skal følges, og der skal samarbejdes om at bevare fokus på udsatte børns vilkår. Vi oplever, at sagsbehandling i socialforvaltningerne har nogle svære rammevilkår, som vi må samarbejde om at finde løsninger på.
Læs: Politikere klar med 'en særlig indsats' over for udsatte børn og unge
Efterlyser vejlende sagstal
Inuit Ataqatigiit foreslår helt konkret, at der fastsættes vejledende sagstal, hvilket ifølge Juliane Henningsen og Aaja Chemnitz Larsen bakkes op i strateginotat fra departementet selv.
- Der er dog ikke os bekendt taget politisk initiativ til at sikre midlerne og igangsætte et samarbejde med kommunerne om at forhindre, at nogle sagsbehandlere fortsat skal sidde med 100-300 sager. Vi så gerne, at hver sagsbehandler havde ansvar for et mere realistisk antal sager, men vi mener, dette må afgøres i samarbejde med fagforeninger, der har større indsigt i disse forhold, skriver de to.
Efterlyser opfølgning på tilsynsrapportene
De to skriver videre, at de som medlemmer af Inatsisartuts familie og sundhedsudvalg gentagne gange har spurgt ind til den videre opfølgning på tilsynsrapporterne og til de konkrete tilsynsrapporter, som de ikke har modtaget i sin fulde ordlyd, men kun har fået uddrag af.
- Udvalget er på samråd med naalakkersuisoq for familie, ligestilling og sociale anliggender den 12. marts blevet orienteret om, at kommunerne er blevet mundtligt og skriftligt orientering om tilsynene, hvorfor vi undrer os over, at dette tilsyneladende ikke er sket. Det er bekymrende for os at få oplyst, at kommunen ikke har været hørt, lyder det fra de to IA-er, som fortsætter:
- Vi gik ud fra, at bestemmelserne om tilsyn blev fulgt af departementet og kan sagtens forstå, at det er ubehageligt og uhensigtsmæssigt, at kommunerne ikke er hørt i sagen før de hører om det i pressen. Vi vil gøre hvad vi kan som udvalgsmedlemmer for at sikre, bestemmelserne fremadrettet følges af departementet.