urandebat
IA Ungdom: Saml befolkningen i stedet for at dele den, Aleqa
Inuit Ataqatigiits ungdomsorganisation Inuusuttut Ataqatigiit mener stadig, at urandebatten er mangelfuld
Naalakkersuisut vil gennemføre sit forslag om ophævelse af nultolerancen over for uran. De mener, at der er udgivet rapporter og debatteret nok til beslutning. Men Inuusuttut Ataqatigiit er af en helt anden opfattelse.
Inuusuttut Ataqatigiit er bekymret for splittelsen i urandebatten. De er derfor utrygge ved, at der nu bliver vedtaget et forslag, der splitter befolkning. Inuit Ataqatigiits inatsisartut-gruppe bruger som argument, at der er for lidt viden til at træffe en beslutning. Det bliver afvist af Naalakkersuisut, der mener, at der er udgivet rapporter og debatteret nok.
Det er ikke nok med rapporter
- Vi mener ikke, at offentliggørelse af flere rapporter er lig med, at der har været nok debat i samfundet. Ja, der har været en del debat om emnet de sidste par år, men den massive debat i den seneste tid viser, at befolkningen massivt mangler viden om emnet, skriver formanden for Inuusuttut Ataqatigiit Múte Bourup Egede i en pressemeddelelse.
Inuusuttut Ataqatigiit mener, at beslutningsgrundlaget for ophævelse af nultolerance bør laves af en uvildige eksperter, og at beslutningen bør træffes med så stor opbakning som muligt.
- I IA Ungdom har vi den besked til Aleqa Hammond: Du er nu landets leder. Saml befolkningen i stedet for at splitte den, siger Mùte Bourup Egede, der kræver større borgerinddragelse.