IA stiller krav til aftale med Danmark
Inuit Ataqatigiit vil kun godkende en aftale om at Danmark skal bidrage til lufthavnene, hvis den lever op til en række krav. Og partiet fastslår, at det skal være Inatsisartut der godkender aftalen
Det bliver alt andet en formsag for Naalakkersuisut at få godkendt en eventuel aftale om, at den danske stat skal skyde et trecifret millionbeløb ind i de planlagte lufthavne. Både internt i koalitionen og fra oppositionen bliver der set med skepsis på de hidtidige oplysninger om indskuddet.
I går meddelte Partii Naleraqs politiske ordfører, Jens Napaattooq, at partiet under ingen omstændigheder kan støtte, at den danske stat bliver medejer af Kalaallit Airport.
Klare krav
Helt så firkantet er Inuit Ataqatigiit ikke, men det store oppositionsparti er ikke uden videre parat til at nikke ja til en aftale.
- Vi har en række klare krav, som vi vil stå fast på, skriver partiformand Sara Olsvig i en pressemeddelelse.
Og de krav er:
- Grønland skal kun indgå aftale med staten såfremt vilkårene for aftalerne er bedre end hvad vi kan få af aftaler andet steds.
- Såfremt den danske stat skal være med, om det er kapitalindskud eller det er lån, så skal Inatsisartut godkende alle vilkårene.
- Såfremt den danske stat skal være aktionær i Kalaallit Airports A/S, så skal Selvstyret være hovedaktionær, og eventuelle andre aktieindehavere, inklusive staten, skal ikke have vetoret. Vi vil ikke se de samme fejl begået som med Air Greenland, hvor staten sammen med SAS har vetoret og tilsammen aktiemajoritet, hvilket har begrænset Selvstyrets bevægelsesmuligheder voldsomt.
Kielsen orienterede ikke udvalget
Ind til videre kender ingen uden for en snæver kreds det præcise indhold af den aftale, som Kim Kielsen og Lars Løkke Rasmussen ventes at indgå i morgen. Men ifølge Sermitsiaq.AGs oplysninger skulle der var tale om, at den danske stat skyder et trecifret millionbeløb ind i Kalaallit Airports. Det skulle betyde, at staten bliver aktionær i Kalaallit Airports uden dog at få bestemmende indflydelse.
Netop det, at indholdet af en eventuel aftale er hemmeligt, finder Sara Olsvig særlig kritisabelt.
- Det overrasker os, at Formanden for Naalakkersuisut torsdag eftermiddag overfor Inatsisartuts Finans- og Skatteudvalg gav udtryk for, at de samtaler han har med den danske regering om mulige bidrag til lufthavnsfinansieringerne endnu ikke har båret frugt, hvorefter vi fredag formiddag læser i medierne, at statsministeren ankommer mandag for at holde pressemøde med Kielsen om selvsamme emne, skriver IA-formanden.
- Det overrasker os desværre ikke, at processen er præget af hemmelighedskræmmeri og ret rodet.
Uvidenhed eller vildledning?
Kim Kielsens oplysninger til Finans- og Skatteudvalget torsdag, giver ham ifølge Sara Olsvig et forklaringsproblem.
- Har han holdt informationer tilbage fra Inatsisartut, eller har han vitterligt vidst så lidt om forhandlingernes indhold indtil sidste øjeblik? Og er det udtryk for, at danskerne suverænt har styret processen?
- En ting er sikkert, en statsminister ankommer ikke hvis ikke han ved at der er en aftale som skal underskrives.
Men selvom der bliver underskrevet en aftale i morgen, så er det langt fra givet, at den også vil blive ført ud i livet.
- Derfor er meldingen fra Inuit Ataqatigiit klar: Det er interessante toner, og vi ser frem til at høre nærmere om, hvor store beløb og under hvilke vilkår staten vil spille med. Men det er Inatsisartut som i sidste ende tager beslutningerne - ikke Kim Kielsen eller Naalakkersuisut alene, lyder meldingen fra Sara Olsvig, der også fastslår, at aftalen ikke må lægge pres på Inatsisartut i forhold til lufthavnspakkens endelige udformning.