100 dage efter
IA savner koalitionsaftalens flotte ord i finansloven
Inuit Ataqatigiits Agathe Fontain er træt af koalitionens arbejdsrutiner samt hemmelighedskræmmeri om Thule Air Base
Gruppeformand for Inuit Ataqatigiit, Agathe Fontain, retter i et offentligt brev en række hug mod regeringskoalitionen. Hun er træt af håndteringen af Pituffik-udbudssagen, det nye finanslovsforslag og af 'Future Greenland'-konferencen.
Utrygheden hersker fortsat i landets administration, mener Fontain:
- Så sent som denne uge blev embedsværket udstillet som magtarrogante af Siumuts ordfører under Inatsisartuts behandling af årets 'Politisk-Økonomisk Beretning'. 'Embedsværket modarbejder koalitionen' blev der sagt. Inuit Ataqatigiit skal slå fast, at hvis et embedsværk har for meget magt, skyldes det ene og alene en svag politisk ledelse.
- Koalitionen bør derfor se meget kritisk på sit eget lederskab, siger Agathe Fontain med henvisning til den tidligere koalitionsrokade og til de to afskedigelser af departementschefer, der er endt med at koste lønudgifter på cirka 3,6 millioner kroner, og som Naalakkersuisut stadig mangler at forklare offentligt, mener hun.
Kritik af Thule-udbudssag
Inuit Ataqatigiits gruppeformand efterlyser handling i udbudssagen angående Pituffik (Thule).
- Kapitlet om Pituffik er endnu ikke skrevet færdigt. Og det kan være, at det aldrig bliver det. For Naalakkersuisut har valgt at købe en advokatredegørelse af sagen, som ingen må se, når den er færdig. Med mindre den altså frikender de mennesker, som har bestilt den - og som alle har hovedroller i sagen, herunder den tidligere formand for Naalakkersuisut Aleqa Hammond, lyder der fra politikeren, før hun retter en kritik imod Naalakkersuisuts signaler i forbindelse med erhvervskonferencen 'Future Greenland' til maj.
Kan bedst lide enighed
- Det virker, som om Naalakkersuisut kun vil samarbejde med dem, der siger det, man kan lide. Derfor meldte formanden for Naalakkersuisut afbud til en konference på grund af utilfredshed med en af talerne. Men ikke før at formanden for Naalakkersuisut havde forsøgt at presse en interesseorganisation til at ændre i sit program og fjerne oplægsholderen.
Agathe Fontain mener, det er en farlig vej at gå 'at presse organisationer til at handle på en særlig måde'.