rokade
IA raser over rokade i Naalakkersuisut
Inuit Ataqatigiit kritiserer Naalakkersuisut for at have givet naalakkersuisoq for sundhed og nordiske anliggender Doris Jakobsen orlov, så Siumut kan sende hende tilbage til Folketinget
Der er igen rav i Siumut og Naalakkersuisut, fordi utilfredsheden i Siumuts top med Nick Nielsen er så stor, at de tirsdag valgte at give ham silkesnoren fra sin post i Folketinget.
Det betyder videre, at Siumuts ledelse har presset naalakkersuisoq for sundhed og nordiske anliggender Doris Jakobsen til at tage orlov for i stedet at vende tilbage som folketingsmedlem indtil næste folketingsvalg.
Den rokade falder dog ikke i god jord hos Inuit Ataqatigiit, som ikke vil blande sig i, hvordan Siumut forvalter sine folkevalgte mandater, men partiet kan ikke undlade at blande sig, når Naalakkersuisut 'så åbenlyst leger med befolkningens interesser og skatteydernes penge'.
Læs: Nick Nielsen er overrasket over sin fyring
Læs: Thulesagen koster Nick Nielsen posten i Folketinget
Sundhedsområdet er det økonomiske største
- Sundhedsområdet er landets økonomisk tungeste område og et område, som berører alle borgere i byer og bygder direkte. Det er ikke et område, som skal kastes rundt mellem forskellige medlemmer af Naalakkersuisut på må og få, blot fordi et parti ikke har kunnet sikre deres egen interne samarbejde og koordination, siger Juliane Henningsen, organisatorisk næstformand i Inuit Ataqatigiit.
- Vi kunne forstå en nødløsning, hvis den pågældende naalakkersuisoq (Doris Jakobsen, red.) havde søgt om orlov af personlige eller helt alvorlige grunde. Her meddeles det dog klart (fra Siumut, red.), at begrundelsen er, at man af rent partipolitiske interesser leger med sit regeringsansvar, uddyber Henningsen i en pressemeddelelse.
Læs: Doris Jakobsen om sin orlov: Det sker efter Siumuts ønske
Læs: Doris Jakobsen tager orlov fra Naalakkersuisut
Uacceptabel forsømmelse af sundhedsområdet
Ifølge Naalakkersuisut bliver Doris Jakobsens ressortområde under hendes orlov som naalakkersuisoq fordelt mellem naalakkersuisoq for social-, familie-, og ligestillingsområdet Martha Lund Olsen, Siumut, og partifællen naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, erhverv, arbejdsmarked og handel Vittus Qujaukitsoq.
Martha Lund Olsen får midlertidigt ansvaret for sundhed, mens Vittus Qujaukitsoq midlertidigt får ansvaret for nordisk samarbejde.
Læs: Fyret fem dage efter statsministerens personlige velkomsthilsen
Men den løsning er uholdbar, mener Inuit Ataqatigiit, da sundhedsområdet er et enormt ansvarsområde.
- Det er en uacceptabel forsømmelse af sundhedsområdet og samtidig en nedprioritering af det helt væsentlige familie- og ligestillingsområde og sociale anliggender, siger IA's organisatoriske næstformand, som fremhæver, at 'det ikke er en partipolitisk legeplads at have regeringsmagten'.
Formanden for Siumut og formanden for Naalakkersuisut Kim Kielsen ønsker ikke at stille op til interview med Sermitsiaq.AG, men foretrækker at sende pressemeddelelser, så han undgår at skulle forholde sig til redaktionens spørgsmål.
Der skal afholdes folketingsvalg senest den 14. september.
I ugens AG får du hele baggrunden for, hvorfor Thule Air Base-sagen er endt med at koste Nick Nielsen posten i Folketinget. Køb AG her: