IA: Naalakkersuisut sendte aben videre

Naalakkersuisut burde have været bevidst om sit ansvar og handlet i stedet for at bruge 1,5 millioner kroner på en advokatundersøgelse om uddannelses-brøler på Handelsskolen i Nuuk, mener IA-politiker.

Offentliggjort

I denne uge offentliggjorde Naalakkersuisut konklusioner fra en advokatundersøgelse af forløbet, der førte til aflysningen af to uddannelser på NI Nuuk kort før studiestart.

Undersøgelsen har kostet 1,5 millioner kroner, men den er stort set spild af penge, mener Sofia Geiser (IA), der er medlem af Inatsisartuts Udvalg for Kultur, Uddannelse, Forskning og Kirke.

Hun forstår godt Naalakkersuisuts beslutning om at stoppe uddannelsernes start i august 2019, fordi lovgrundlaget og finansieringen af uddannelserne ikke var på plads:

Sendte aben videre

- Men her knækker filmen også. Det mest logiske ville have været, at Naalakkersuisut straks herefter drog en konsekvens af det skete, idet centraladministrationen jo selv har eller formodes at have et system med lovkontrol og økonomikontrol, der i sig selv skulle være nok til at levere grundlag til en videre konklusion, siger Sofia Geisler og fortsætter:

Fra finansloven:

Ved 2. behandlingen af FFL2020 blev bacheloruddannelserne Økonomi og Ressourcestyring (BA ØR) samt International Handel og Markedsføring (BA IHM) indarbejdet i aktivitetstallene med henblik på uddannelserne udbydes med studie start pr. 1. februar 2020.

Udgifterne til afholdelsen af uddannelserne udgør 2,0 mio. kr. i 2020, 4,2 mio. kr. i 2021 og 5,2 mio. kr. fra 2022, hvor uddannelsesholdene er helt implementerede i 2022.

- I stedet sendte man - i mine øjne - aben videre til et advokatfirma. Man kan ikke uddelegere et ledelsesansvar til udefrakommende. Det er Naalakkersuisut, der skal træffe beslutninger, siger hun.

De to uddannelser blev sat i gang i februar 2020 – altså med et halvt års forsinkelse i forhold til skolens oprindelige plan.

Ifølge finansloven for 2020 er der sat to millioner kroner af til, at NI Nuuk kan udbyde uddannelsen i hele 2020.

Det var i september sidste år, at Naalakkersuisut besluttede, at der skulle en advokatundersøgelse til for at finde ud af, om der kunne placeres et juridisk ansvar for uddannelsesbrøleren.

Forventeligt resultat

Det kan der ifølge konklusionen i undersøgelsen ikke, og undersøgelsen frikender således både NI Nuuks bestyrelse, departementet og den ansvarlige naalakkersuisoq.

- Resultatet er forventeligt. Der er intet nyt under himlen. Vi står stadig i samme udgangspunkt, nemlig at der er sket noget, der ikke burde ske, men stadig ingen beslutning om konsekvens, siger Sofia Geisler.

Naalakkersuisut har taget undersøgelsens konklusioner til efterretning, og man har indskærpet over Departementet for Uddannelse, at lignende fejl ikke må ske igen.

Powered by Labrador CMS