IA-medlem kan få ophævet sin immunitet

Inatsisartut skal fredag behandle ophævelse af medlem af Inatsisartut Knud Mathiassens parlamentariske immunitet. IA vil stemme for at ophæve immuniteten, oplyser Agathe Fontain.

(Arkivfoto)
Offentliggjort

Obs: Opdateret med kommentar fra Agathe Fontain fra IA samt Knud Mathiassen.

I dag åbner forårssamlingen og for anden gang på under et år, skal forsamlingen tage stilling til ophævelsen af et medlems immunitet.

Sermitsiaq.AG erfarer, at det drejer sig om IA-medlemmet Knud Mathiassen.

Når et medlem skal have ophævet sin parlamentariske immunitet, skyldes det, at anklagemyndigheden har anmodet Inatsisartut om at gøre det, således at anklagemyndigheden kan rejse tiltale mod vedkommende.

Fontain: IA stemmer for i immunitets-spørgsmål

Inuit Ataqatigiit oplyser, at det er Agathe Fontain, som skal udtale sig om sagen:

- Det, jeg kan sige, er, at immunitetsspørgsmål er noget, vi godkender fra Inuit Ataqatigiit, så vi er med til, at immuniteten ophæves, siger Agathe Fontain.

Politikeren ønsker dog ikke at sige yderligere for nuværende, da der er tale om personsag.

Mathiassen afviser anklager

Sermitsiaq.AG arbejder på at få en kommentar fra Knud Mathiassen. Han henviser dog til et Facebook-opslag for nnuværende. Her skriver han, at det er rigtig, at det er hans immunitet, der skal ophæves.

Han fortæller ikke, hvad han skal i retten for, men siger, at han ikke er skyldig.

- I øjeblikket har jeg orlov som følge af min behandling - og jeg vil ikke udtale mig under min behandling. Vi høres ved, når jeg møder på arbejde igen, skriver Knud Mathiassen.

Tredje sag i denne valgperiode

I efteråret 2022 var Inatsisartut igennem en lignende proces, da Imanuel Nûko (N) fik ophævet sin immunitet. Han blev senere frikendt i kredsretten i en voldssag.

Året før i efteråret 2021 fik en anden politiker - Aslak Jensen (S) - også ophævet sin immunitet. Han blev i januar 2022 idømt 20 dages betinget anbringelse i antalt for at have truet en medarbejder på Socialkontoret i Kommuneqarfik Sermersooq.

Når Inatsisartut skal tage stilling til ophævelse af et medlems immunitet, betragtes det i udgangspunktet som en formssag, da reglerne stammer fra gammel tid.

Bestemmelserne om parlamentarisk immunitet findes tilsvarende i grundloven og er et levn fra gammel tid, hvor de blev lavet for at beskytte oppositionspolitikere mod magthaverne.

Powered by Labrador CMS