IA kræver ny udenrigspolitisk strategi på grund af Trump

Verden forandrer sig og med den nye trussel fra USA er det nødvendigt at lægge en ny linje i forhold til allierede, mener Inuit Ataqatigiit.

Formand for Inatsisartuts udenrigs- og sikkerhedspolitiske udvalg, Pipaluk Lynge (IA).
Offentliggjort

Den udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitiske strategi, som skulle gælde til 2033, er forældet.

Det mener IA i Inatsisartut, som har sendt en pressemeddelelse, hvor de opfordrer Naalakkersuisut til straks at revidere strategien sammen med partierne.

Strategien er fra 2024, men på knap et år er den altså allerede ikke tidssvarende længere.

- Den er underskrevet, før vi blev truet om at blive annekteret eller invaderet eller ejet af Trumps ønske om udvidelse af territorie. Jeg mener også, at mange af partierne har revideret deres egen udenrigspolitiske strategi under valgkampen, netop fordi vi ikke ventede en trussel fra en allieret, så derfor skal den revideres, siger Pipaluk Lynge fra Inuit Ataqatigiits Inatsisartut-gruppe.

Siden årsskiftet er præsidenten af USA, Donald Trumps, retorik vedrørende kontrol af Grønland taget til. I sidste uge kunne det amerikanske medie Wall Street Journal oplyse, at USA planlægger at øge spionagen mod Grønland.

Og derfor vil IA gerne have den udenrigspoliske strategi opdateret.

- Vi er nødt til at tilpasse os den virkelighed, der findes nu, siger Pipaluk Lynge.

Alliancebilledet er ændret

I lyset af udtalelserne fra USA har formanden for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen (D), gentagende gange udtrykt, at Grønland skal styrke båndet til Europa. Det støtter Pipaluk Lynge op om, men det skal være med klare budskaber om, hvad vi mener med at alliere os med Europa.

Og netop alliancer er vejen frem, mener hun.

- Vi er nødt til at adressere truslen og tale med andre lande og alliere os med dem.

Hun påpeger, at USA i denne tid udkommer med lovgivning og dekreter, som står i kontrast til den lovningen, som blev gennemført under IA-Siumut koalitionen i sidste valgperiode, såsom anti-diskriminationslovgivningen.

- Jeg mener, at Grønland bør lave en eksplicit, klar og tydelig besked til omverdenen om, at vi er for mangfoldighed, vi kæmper for selvstændighed, men vi vil også styrke alliancerne, nu hvor alliancebilledet er ændret, siger Pipaluk Lynge.

Pipaluk Lynge er også formand for det udenrigs og sikkerhedspolitiske udvalg i Inatsisartut.

Powered by Labrador CMS